I morgen spiller vi testkamp mod Mors-Thy Håndbold, som vi senest mødte i starten af december, hvor vi desværre måtte gå fra banen uden point.
Vi har taget en snak med cheftræner, Nick Rasmussen, omkring sidste møde med Mors-Thy Håndbold: “Spillerne er helt klart bevidste om, at det er et hurtig-løber-hold, så man skal passe godt på bolden. Når det ikke lykkes, gælder det om at komme hjem og være parate i defensiven, fordi de kommer med voldsomt tryk i 2×30 min.”
At holde tempoet højt er også et af cheftrænerens fokuspunkter i anden halvdel af sæsonen: “Specielt vores kontraspil vil vi gerne prøve at se om kan have et mere stabilt udtryk i alle kampene.”
Om målet med testkampen på lørdag lyder svaret: “Vi skal prøve at se, om vi kan holde fast i noget af det angrebsmæssige og selvfølgelig holde fast i kontraspillet. Så vil vi nok også arbejde lidt med en ren højrehånds kæde og fortsætte med de initiativer vi har lavet med Kaalund inde i midten.”
Kom og støt holdet kl. 13.00 hos vores venskabsklub, TRIF, i Djurslands Bank Rønde Arena. Der er gratis entré, men vi gør opmærksom på, at der er et begrænset antal siddepladser.
Dørene åbner kl. 12.00.




