Årets første ligakamp: SAH er klar

5. feb 2025

Fredag d. 7 februar står den på tophåndbold i Aarhus, når TTH Holstebro gæster Djurslands Bank Arena til årets første ligakamp kl. 20.00. 

Forberedelserne op til anden halvsæson har budt på træningskampe, som har resulteret i 2 ud af 3 mulige sejre. Det har givet holdet mulighed for at afprøve nye tiltag samt at forstærke deres nuværende spilsystemer. 

Vi har taget en snak med cheftræner, Nick Rasmussen, om forberedelserne inden kampen: “Generelt har jeg en oplevelse af, at vi har fået trænet nogle af de ting igennem, som vi har arbejdet med fra sommer til jul. Det betyder, vi har fået skabt en endnu større indbyrdes forståelse eller i hvert fald fået nogle små nuancer på i vores angrebsspil og til dels i vores forsvarsspil.”

Yderligere supplerer han: “I forhold til de temaer, vi gerne vil berøre og har arbejdet meget med, synes jeg, at jeg er fint tilfreds. Jeg synes også, at kvaliteten i det, vi har lavet hidtil, har været ganske udmærket.” 

SAH ligger på en 5. plads, hvor TTH Holstebro ligger på en 9. plads, men det er blot 3 point, som deler pladserne imellem dem. Holdet er dog parat til at kæmpe i alle 60 min og forhåbentlig sikrer de første to point i året.

Vi håber at se jer i Djurslands Bank Arena, så vi sammen kan få skudt året rigtig i gang. 

Du kan købe din billet her.