Nederlag mod Fredericia: SAH ender som nummer fem i grundspillet

12. apr 2025

SAH fik ikke den afslutning på grundspillet, de havde håbet på, da de her til aften tabte 27-32 til Fredericia Håndboldklub i Djurslands Bank Arena.

Efter en krævende kamp måtte SAH se sig slået af et stærkt Fredericia-mandskab, som med sejren sikrede sig en plads blandt de fire øverste – og dermed direkte adgang til europæisk håndbold i næste sæson.

SAH havde en svingende første halvleg, hvor holdet fik stabiliseret spillet efter Fredericia fik en tremålsføring sytten minutter inde i kampen. SAH fik dog langsomt kæmpet sig tilbage, og hjemmeholdet kunne gå til pause med en kneben føring på 14-13.

Men hvor SAH sluttede første halvleg bedst, var det Fredericia, der satte tempoet fra anden halvlegs start. Gæsterne overtog hurtigt føringen, og SAH måtte jagte resten af kampen. Selvom der blev kæmpet for hvert angreb, var det aldrig for alvor tæt, og Fredericia kunne til sidst trække fra og lukke kampen med femmåls forspring.

Med nederlaget ender SAH på femtepladsen i grundspillet og SAH glipper håbet om direkte europæisk deltagelse. Det er nemlig kun top fire i grundspillet, der er garanteret en plads i de europæiske turneringer. SAH kan dog stadig nå at kvalificere sig og drømmen om Europa lever derfor videre.

Cheftræner, Nick Rasmussen, lagde efter kampen ikke skjul på sin skuffelse:

Jeg sidder med en øv-følelse. Jeg havde en god fornemmelse i første halvleg, selvom Fredericia får en god start. Vi får rettet op defensivt og går til pause med en føring. Men så løber Fredericia fra os, og vi er ikke for alvor tæt på at få point, siger han.

Han hæfter sig dog ved, at præstationen langt fra var håbløs:

Fredericia er et stærkt hold, de spillede trods alt DM-finale sidste år og Champions League i år. Men vi har taget point mod dem tidligere, så selvfølgelig er det ærgerligt.

Nu venter slutspillet – og her er alt åbent. SAH er havnet i pulje med Aalborg Håndbold, Mors-Thy og Skjern, og første kamp spilles hjemme i Fælleden mod Mors-Thy søndag den 20. april.

Det havde været en fordel at få point med over, men vi er i en pulje mod hold, vi har slået før. Det er en ny turnering, der starter, og nu er det fuld fart fremad. Jeg føler mig sikker på, at vi kan levere. Jeg tror, det bliver tæt, lyder det afslutningsvis fra cheftræneren.

 

Foto: Ole Nielsen