SAH leverede tirsdag aften en overbevisende præstation i Djurslands Bank Arena, hvor holdet sikrede sig videre avancement i European League med en sikker sejr over CS Minaur Baia Mare.
Kampen bar præg af stor tålmodighed, solid defensiv og en anden halvleg, hvor SAH langsomt, men sikkert trak afgørende fra. I store dele af første halvleg fulgtes de to hold ad.
Baia Mare spillede gennem hele kampen lange angreb, men SAH bevarede disciplinen – præcis det cheftræner Nick Rasmussen hæftede sig ved efter kampen:
“Jeg synes, vi formåede at spille med is i maven hele kampen. Vi faldt ikke for hurtige løsninger, men tilspillede os store chancer og stod bedre i defensiven i anden halvleg.”
Som kampen skred frem, begyndte SAH at sætte sig afgørende på opgøret. Efter 45 minutter trak SAH fra, og derfra kontrollerede hjemmeholdet kampen fuldstændigt.
Mod slutningen faldt to europæiske debuter på den bedst tænkelige måde. Både Oliver Christensen og Nikolaj Fuglsbjerg kom på banen – og begge kvitterede med scoringer. En detalje, der glædede Nick Rasmussen:
“Det var dejligt at se Oliver og Fuglsbjerg få deres debut. Jeg kan se begejstringen hos dem, og de viser, at de er en del af vores scene og vores hverdag.”
I slutfasen lukkede SAH kampen med stærkt forsvar, flere redninger fra KP og Sejr, hurtige kontrascoringer og fuld kontrol over tempoet. En professionel afslutning på en kamp, hvor hele holdet leverede – noget Nick Rasmussen også understregede:
“Det her var virkelig en holdpræstation. Jeg kan ikke fremhæve nogen frem for andre.”
Med sejren er SAH nu sikkert videre i European League – og samtidig i stærk position frem mod de sidste gruppekampe.
Målscorer: Johan Hansen 9, Andreas Søgaard 7, Fredrik Olsson 6, Emil Lærke 5, Morten Balling 4, Jeppe Cieslak 2, Nikolaj Fuglsbjerg 2, Morten Kaalund 1, Oliver Christensen 1, Kristian Bonefeld 1, Snorre Bang 1.




