Turen går til Nordsjælland, hvor SAH onsdag aften gæster Royal Stage i Hillerød. Her venter Nordsjælland Håndbold – og for Gustav Bruun, Magnus Petersen og Jeppe Cieslak bliver det samtidig et gensyn med deres tidligere klub.
For Gustav Bruun bliver kampen noget helt særligt. Sidste sæson tørnede han ud for Nordsjælland Håndbold, og onsdag vender han tilbage – denne gang i SAH-trøjen: “Det bliver specielt. Det er en klub, som jeg har haft min indkørsel til seniorhåndbold i. Jeg har flere gode relationer og gode venner på holdet. Så det bliver specielt at spille foran de fans, som jeg har spillet foran i mange år.” siger Bruun.
Nordsjællands styrker
Gustav Bruun peger på flere spillere, som SAH skal have et særligt øje på. Nordsjælland har i løbet af sommeren sagt farvel til flere spillere, men har også styrket truppen med blandt andre svenske Isak Larsson fra HF Karlskrona og Nichlas Hald, der er vendt retur til klubben efter et kort ophold i Mors-Thy, samt norske Emil Imsgard der i sidste sæson spillede for HØJ Elite.
En af Nordsjællands styrker er samtidig holdets 7 mod 6-spil, hvor Matias Campbell har en central rolle. Her fremhæver Bruun især samspillet med August Storbugt og Rasmus Arvling.
SAH skal derfor være klar til at håndtere Nordsjællands offensive kvaliteter, men ifølge Bruun handler det i høj grad også om at få rettet op på det defensive udtryk fra seneste kamp mod GOG.
Fokus på defensiven og kontrakampen
Efter nederlaget til GOG er der især to områder, som SAH skal have fokus på, hvis det skal lykkes at tage de to point med hjem fra Hillerød.
Gustav Bruun udtrykker: “Vi skal komme med et bedre defensivt udtryk, end vi gjorde mod GOG. Så skal vi vinde kontrakampen, og så tror jeg, at vi står et meget godt sted.”
Med en stærkere defensiv og fart i kontrafasen håber SAH dermed at kunne lægge fundamentet til en sejr.
Kampen spilles kl. 19.00 i Royal Stage i Hillerød.




