Efter en længere optakt er en ny sæson i Bambuni Herreligaen for nylig blevet skudt i gang. Med en ny sæson følger også nye muligheder, nye ansigter og ikke mindst nye ambitioner i SAH.
Sommeren har budt på flere ændringer i SAH-truppen. Nye spillere er kommet til, mens andre har sagt farvel, og cheftræner Nick Rasmussen har haft fokus på at få de nye kræfter integreret i holdets måde at spille og arbejde på.
Et stort velkommen skal lyde til Gustav Wedel Bruun, Jakob Villemoes, Jakob Rasmussen og norske Tobias Søberg, som alle er kommet til klubben med forskellige roller og kvaliteter, der skal være med til at styrke holdet.
Desværre har sæsonoptakten også budt på udfordringer. Jakob Rasmussen er aktuelt ude efter en ny operation i sin akillessene, mens Jakob Villemoes pådrog sig en knæskade i en træningskamp mod Mors-Thy.
Netop bredden i truppen kan derfor vise sig at blive vigtig allerede fra sæsonens begyndelse.
“Der er ingen tvivl om, at den bredde, vi har forsøgt at få, har vist sig at være ret vigtig i forhold til, at vi har flere spillere ude i længere tid allerede her fra starten,” fortæller Nick Rasmussen.
Trods udfordringerne er ambitionerne de samme som sidste sæson. SAH vil igen forsøge at spille sig ind i semifinalerne, mens holdet også har ambitioner om at kvalificere sig til Final4. Og så venter der en helt særlig oplevelse i denne sæson, når SAH for tredje gang på fem år skal spille europæisk håndbold – dog denne gang i EHF Champions League.
“Champions League er det største af dem alle. Her vil vi tanke en masse værdifuld erfaring, som vi kan bruge i løbet af sæsonen og som klub i det fremadrettede perspektiv,” siger cheftræneren.
Det europæiske eventyr bliver samtidig endnu et bevis på den udvikling, SAH har gennemgået de seneste år. Klubben har etableret sig som en del af toppen af dansk håndbold og får igen mulighed for at vise sig frem på den internationale scene.
Sæsonen 2026/27 bliver samtidig den første sæson med FREJA Arena som navn på hjemmebanen i Skanderborg.
Målet er sat, truppen er samlet, og ambitionerne er tydelige. Sæsonen er skudt i gang, og nu venter et nyt kapitel for SAH med store oplevelser og udfordringer både i Danmark og på den europæiske scene.




