Europæisk tophold venter i Aarhus

7. okt 2026

Et brag af en håndboldkamp venter, når franske Montpellier HB besøger Djurslands Bank Arena torsdag den 8. oktober.

Her spilles tredje runde i gruppespillet i Champions League, hvor SAH jagter endnu en stor europæisk aften på hjemmebane.

Montpellier har fået en blandet start på årets Champions League. Det franske mandskab åbnede gruppespillet med en sejr over Dinamo Bucuresti, inden det blev til et nederlag mod de forsvarende mestre fra Barça i anden runde. Med tre point ligger Montpellier derfor i øjeblikket nummer to i gruppen.

Et stærkt fransk mandskab

Kigger man nærmere på Montpelliers trup, står det hurtigt klart, at SAH får besøg af et hold med masser af international erfaring og kvalitet.

På mål råder Montpellier over de to franske landsholdsmålmænd Charles Bolzinger og Rémi Desbonnet. I de første Champions League-kampe har de to vogtere begge markeret sig mellem stængerne, hvor Desbonnet har en redningsprocent på 38%, mens Bolzinger står noteret for 23%.

I bagkæden finder man blandt andre Agustín Casado og Hugo Bryan Monte Dos Santos, mens den tidligere Aalborg Håndbold-spiller Jack Thurin også er en del af det franske mandskab. Der er samtidig masser af erfaring at finde på holdet. Den tidligere franske landsholdskaptajn Valentin Porte er fortsat en del af Montpellier-truppen og kommer med et hav af internationale kampe i bagagen.

Cheftræner Nick Rasmussen er da også klar over, at der venter SAH en stor opgave: “Montpellier er en klub med en stor historie i europæisk håndbold og Champions League. De har flere internationale spillere, blandt andet fra Frankrig og Brasilien, og så har de en legendarisk træner. De er også et meget stærkt og fysisk hold.”

SAH går dermed ind til kampen med et klart mål, og Emil Lærke peger især på defensiven som et afgørende punkt, hvis det skal lykkes at hente to point: “Defensivt skal vi stå godt. Vi skal være hårde og hjælpe hinanden og samtidig give målmændene gode betingelser. Hvis vi lykkes med det, er vi kommet langt og kan samtidig få gang i kontrafasen.”

Offensivt handler det samtidig om at få mere ud af de chancer, der kommer: “Vi skal passe på bolden offensivt og omsætte flere chancer til mål. Det er et fortsat lidt uforløst potentiale for os.” siger Emil Lærke. 

Og ifølge Nick Rasmussen bliver det vigtigt, at SAH kan variere tempoet i angrebsspillet for at finde hullerne i det franske forsvar: “For at bryde deres forsvar ned skal vi være præcise og variere tempoet i vores angrebsspil. På nogle tidspunkter skal vi sætte tempoet ned, men vi skal også vide, hvornår vi skal skrue op og spille med fuld fart.”

En europæisk aften i Aarhus

SAH får samtidig brug for opbakning fra tribunerne, når Montpellier kommer på besøg. Emil Lærke håber da også, at hjemmebanefordelen kan blive en vigtig faktor i den svære kamp: “Det bliver en svær kamp, men med hjælp fra hallen og en stærk defensiv er det bestemt muligt.”

For Nick Rasmussen bliver det også en særlig aften, når Champions League igen rammer Aarhus: “Det bliver også fantastisk at spille hjemme i Aarhus igen. Det er fedt at mærke støtten fra byen, de studerende, vores venskabsklubber og håndboldmiljøet, mens vi fortsætter vores europæiske kampagne.”

Til kampen er SAHs venskabsklubber og Aarhus’ studerende inviteret med på tribunerne. En stor tak skal lyde til Beumer Group og AVK for at være med til at skabe rammen om aftenen.

Der er kampstart kl. 20.45 i Djurslands Bank Arena.

Find billetter til kampen her.