KOM TÆTTERE PÅ: MAGNUS VEJSGAARD

1. maj 2023

NAVN:  Magnus Vejsgaard Bugtrup

ALDER: 21

PERSONLIG SPONSOR: Stougaard Fotografi

 

 

Magnus Vejsgaard er født i Aarhus men har boet størstedelen af sin barndom i Gammel Ry. Han startede med at gå til håndbold i Aarhus som 3-årig. Da han var U8, begyndte han at spille i Gammel Ry, hvor hans far var træner. Som andetårs U12 rykkede han til Skanderborg, hvor han spillede, indtil han i 2022 skrev kontrakt med SAH. I dag er Magnus flyttet tilbage til Aarhus, hvor han bor sammen med holdkammeraterne Thomas og Frederik, samt Jonas. Når han ikke har travlt med håndbolden, arbejder han hos en af SAHs sponsorer, Telemark, og ellers hygger han sig sammen med sine roomies og andre venner i Aarhus og ser en masse sport. Vejsgaard livret er sushi, og der er altid kyllingepålæg og mælk at finde i hans køleskab.

 

Forventninger til resten af sæsonen?

Det ville være fedt, hvis vi kunne nå semifinalen, og ellers handler det bare om at slutte sæsonen af på bedst mulig vis.

 

3 sjove ting om dig

Jeg har en gang været hovedperson i en kortfilm, som var med til en filmfestival.

Jeg spiller håndbold med venstre hånd, men jeg spiller bordtennis, padel og alt muligt andet med højre hånd.

Jeg ved ikke, om det er sjovt, men jeg falder altid i søvn med en podcast i ørerne.

 

Fedeste håndboldoplevelser

Det må næsten være den gang, det endelig lykkedes at vinde DM-guld som U16 med Skanderborg efter en del forsøg. Og selvfølgelig da jeg debuterede i ligaen med Skanderborg Aarhus.

 

Dine rolle på holdet – hvad skal du bidrage med?

Jeg er nok den, der kommer med godt humør og spreder god stemning i truppen. Jeg vil gerne være en af dem, der er med til at videreudvikle den gode kultur, der er i klubben. Det betyder f.eks., at man passer sine ting, møder op til træning i god tid og er dedikeret i sin træning.

  

Nævn tre personligheder inden for håndboldens verden, som du har ladet dig inspirere af – det kan være en træner, en medspiller eller en modspiller.

Den første er nok min far. Han var min træner, da jeg var yngre, og det er ham, der lagde grundstenen til min håndboldkarriere. Det er også ham, jeg snakker meget håndbold med.

Min første træner i Skanderborg, Claus Møller. Det var ham, der lærte mig at tage håndbold mere seriøst, og at man skulle være fokuseret i sin træning.

Kiril Lazarov fra Makedonien, som spiller højre back og har scoret en masse mål.

 

Har du altid kun dyrket håndbold, eller har du dyrket andre sportsgrene?

Jeg spillede fodbold, indtil jeg var 12-13 år gammel. Ud over det har jeg gået til svømning i to år, og jeg har spillet tennis i et år. Men det var primært, fordi vi havde en tennisbane nærmest i baghaven, hvor jeg voksede op.

 

Har du et idol – ikke nødvendigvis håndboldspiller. Hvem? Hvorfor?

Jeg ved ikke, om det er et idol, men jeg har altid set lidt op til Lionel Messi. Det, at han har været på toppen i så lang tid og i så mange år, synes jeg, er inspirerende.

 

Hvad er dit personlige mål inden for håndbold?

Mit mål er at komme så langt som muligt og have det sjovt med det. Det er ikke sådan, at jeg tænker på et specifikt mål. Så længe jeg har det sjovt og er glad for at spille, så må det være målet. Så må vi se, hvor langt det kan bære mig.

 

Følger du generelt med i sport?

Ja, det gør jeg. Jeg følger selvfølgelig lidt med i håndbold, men jeg følger især med i fodbold. Jeg er fan af FCK og FC Barcelona, så deres kampe ser jeg tit. Ellers følger jeg med i danske resultater. Som tennisspiller følger jeg med i Holger Rune, og i cykling følger jeg Jonas Vingegaard.

 

Har du et kælenavn blandt familie og venner?

Jeg bliver kaldt Vejsgaard eller Vejs. Jeg ved ikke, om det er et kælenavn, men det er det, jeg bliver kaldt.

 

Hvad er det bedste ved SAH-holdet?

Ja, det er helt sikkert den gode kultur og det stærke fællesskab, vi har i klubben. Ikke kun det fællesskab vi har på holdet, men også generet i klubben. De unge er oppe og træne med, og man føler sig hurtig som en del af holdet her. Det må være det, der er fedeste ved SAH.

 

Har du et ritual i forbindelse med kamp?

Nej, det har jeg ikke. Jeg tror bare, jeg gør det, der falder mig ind på den pågældende dag.

 

5 hurtige;

Skiferie vs badeferie

Badeferie

Løbetræning vs styrketræning

Styrketræning

Hund vs kat 

Hund

Sms vs opkald 

Opkald

Facebook vs Instagram 

Instagram