Efter to vigtige point i lørdags står vi i morgen overfor Lemvig-Thyborøn på udebane.
Vi har i øjeblikket 10 point, mens Lemvig Thyborøn har 6 point og kæmper for at klatre op ad rangstigen. Selvom vi formåede at slå dem med en imponerende sejr på 37-24 i sæsonens første opgør, er det vigtigt at understrege, at der skal kæmpes for to point i morgen, for Herreligaen spiller i den grad med musklerne i denne sæson.
Det er efterhånden mange år siden, at Lars Skaarup spillede for Lemvig-Thyborøn, men vi har alligevel bedt ham om at sætte et par ord på kampen i morgen.
Hvad forventer du af kampen i morgen?
Jeg forventer, at der vil være mange mål. Lemvig Thyborøn har spillet en del 7 mod 6, så jeg tror, at vi kommer til at køre med et højt tempo hele kampen. Vi kommer fra en tiltrængt sejr, så jeg håber, at vi kan bygge videre på det i Lemvig og tage to point der også.
Hvad skal vi selv levere for at tage to point?
Overordnet set – også selvom vi har tabt – har vi stået fint forsvarsmæssigt, så jeg tror, at vi skal arbejde på at lave flere kontramål og have angrebsspillet til at hænge bedre sammen, så det hele når op i en højere enhed.
Hvad er Lemvig-Thyborøn mandskabet kendt for?
Lige pt. er de nok mest kendt for Jeppe Gade. Han laver rigtig mange mål i både deres stationære spil, 7 mod 6 og et par stykker på straffe også. Ellers er det et hold, som kæmper alle 60 minutter i en kogende hal helt ude vestpå, så det er nok den fight, de er kendt for.
Kampen starter kl. 20.00 og spilles i Jysk Energi Arena Lemvig. Skal du ikke selv med vestpå, kan du se med på TV2 Sport fra kl. 19.30.
Foto: Matti Kronborg.




