Det vil ikke lykkes: ’’Vi brænder mange store chancer’’

7. feb 2024

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi ikke har fået den start på året, som vi havde håbet på. Først led vi et nederlag mod TMS Ringsted, og nu kan vi tilføje GOG til statistikken med et nederlag på 19-31.

Aftenens kamp begyndte ellers fredeligt. Vi fik en solid start med en stærk defensiv og mål fra vores bagkæde. Desværre skiftede GOG gear, og vi havde svært ved at følge med det velspillende GOG-hold.

Tobias Thulin gjorde det heller ikke nemt for os, og med en redningsprocent på 50% ved halvleg måtte vi slide os til målene.

Vi fik desuden fem udvisninger i løbet af kampen og var derfor ofte i undertal, hvilket bestemt ikke gjorde opgaven lettere for os.

 

Cheftræner Nick Rasmussen udtalte efter kampen:

– Jeg er selvfølgelig ærgerlig over at tabe så stort. Vi må bare erkende, at GOG var et bedre hold end os i dag. Jeg er meget ærgerlig over, at vi går til halvleg 17-9. Vi spiller os til et utal af chancer og brænder mange store chancer. Thulin tager fra derinde. Spillemæssigt havde vi et fornuftigt niveau, men kampen dør hen i 2. halvleg, fordi vi ikke kommer med fra starten. Det er selvfølgelig også vanskeligt, når man er bagud med 8, så jeg vil mene, at kampen bliver afgjort i 1. halvleg.

– Jeg synes, at vi lykkes fint med vores 7 mod 6. Vores 6 mod 6 spil i første halvleg havde også fin kvalitet mod et Champions League hold.

 

Det er svært at ændre på resultatet, og derfor vil cheftræneren ikke dvæle for meget ved det:

– Nogle gange handler det om at prikke hul på bylden og få noget selvtillid. Jeg har det sådan, at når jeg er færdig med at snakke med dig, så går der 4,5 sekund og så bruger jeg ikke mere tid på den her kamp, for så indstiller vi kikkerten på de næste træninger mod den vigtige kamp, vi har på mandag mod KIF Kolding.

 

Arkivfoto: Matti Kronborg.