ÅRSBERETNINGEN 22/23 ER UDE

27. sep 2023

For andet år i træk har vi hos SAH opnået et positivt resultat. Klubbens omsætning er generelt steget med 34% og sponsorindtægter er steget med over 2 millioner.

 

Direktør Mads Lind udtaler:

Vi når de mål, der blev sat, da vi sammenlagde klubberne. Vi skulle være en klub i økonomisk balance og det har vi nået med de sidste to års positive regnskaber. Vi har nu skabt en klub i økonomisk balance og skabt et grundlag, der gør, at vi har 270 partnere med. Vi har et omkostningsniveau, der balancerer med vores indtægter. Udover det spillede vi i sidste sæson 50 betydningsfulde kampe i en relativt lille organisation, så udover at have afviklet og driftet meget, så har vi også formået at løfte vores generelle omsætning og vores sponsoromsætning. Det er vi meget positive over. 

 

Klubben har desuden haft succes med at sende to af deres egenudviklede talenter, Thomas Arnoldsen og Hákun West av Teigum, til Aalborg Håndbold og Füchse Berlin, hvilket anerkender klubbens talentudviklingsprogram. I løbet af sæsonen er der også blevet tilføjet nye, spændende profiler som Torben Petersen og Jonatan Mollerup til holdet. Trænerteamet er også blevet styrket med tilføjelsen af Søren Fisker som assistenttræner og cheftræner, Nick Rasmussen.

 

Klubben har også lanceret et nyt projekt, kaldet SAH Samfund, med Morten Balling som ansvarlig. Projektet fokuserer på at hjælpe unge mennesker på kanten af samfundet og drive diverse sociale projekter ud over håndboldbanen.

 

Efter Århus Kommune hjemtog forpagtningen af Arenaen lykkedes det klubben at indgå en samarbejdsaftale med kommercielle muligheder. I den forbindelse lykkedes det at sælge Arena navnet til vores hovedsponsor Djursland Bank.

 

I slutningen af sæsonen fik SAH et spændende nyt ejerskab, da hovedforeningen AGF af 1880 blev partner. AGF er et af landets stærkeste sportsbrands, og sammen med Skanderborg Håndbold, står to af de største håndboldforeninger nu bag SAH og kan sammen sætte ekstra blus under talentudvikling og kommercielle partnerskaber i østjysk håndbold med helt nye perspektiver. 

Som en del af dette samarbejde ændrer klubben nu formelt navn til Skanderborg AGF Håndbold, og klubben og ligaholdet vil fremover blive betegnet som SAH.

 

Vi betragter året (sæsonen) som sportsligt tilfredsstillende og økonomisk meget tilfredsstillende. Den strategi, der er lagt for klubben, bliver fulgt som planlagt og fremtiden for SAH ser på alle parametre lovende ud.

 

Hvad angår fremtiden udtaler Mads Lind følgende: 

– Vores stærke økonomiske fundament åbner muligheden for at kigge fremad på de næste år med projektet SAH. Vi skal være mere end blot en håndboldklub. Håndbold vil selvfølgelig stadig vores primære produkt, men vi skal kigge ud i det samfund, vi er en del af. Vi kommer derfor til at lancere en masse nye tiltag, der skal være med til at rebrande klubben. Inden længe er vi klar med en ny strategi, der ligger i forlængelse af den tidligere, men hvor vi også kommer til at angribe markedet på en anden måde.

– Når det er sagt, så skal alle vores partnere, samarbejdsklubber, frivillige og resten af organisationen have en stor tak for at hjælpe os med at opnå et godt resultat igen. Selvom vi er i et vanskeligt marked, kigger vi ind i fremtiden med spirende optimisme.

 

Se tallene for regnskabet her: https://www.proff.dk/regnskab/skanderborg-agf-h%C3%A5ndbold-aps/aarhus-c/idr%C3%A6tforeninger-og-klubber/0P6X7UI10O5