SAH måtte lørdag aften rejse hjem fra JYSK Arena uden point, da Bjerringbro-Silkeborg vandt med 35-31.
SAH kom fint fra start, men BSH stod stærkt i forsvaret og gjorde det svært for SAH at finde de gode afslutninger. I den anden ende holdt Magnus Petersen SAH inde i kampen med redninger, og efter ti minutter var forskellen blot ét mål.
SAH fortsatte med at hænge på, og scoringer fra blandt andre Fredrik Olsson, Donni Kristjánsson, Jeppe Cieslak og Andreas Søgaard sørgede for, at BSH ikke fik slået det afgørende hul. Mod slutningen af første halvleg begyndte de tekniske fejl dog at koste, og BSH var hurtige til at straffe dem. Flere gange kunne hjemmeholdet løbe direkte ned og score i tomt mål, når SAH spillede 7 mod 6. Ved pausen var BSH foran 19-16.
BSH trækker fra efter pausen
Efter pausen fik SAH reduceret til 19-17, men BSH svarede hurtigt igen. De mange tekniske fejl fortsatte med at give hjemmeholdet muligheder i kontra, og BSH fik gradvist bygget føringen større op.
SAH forsøgte flere gange at ændre udtrykket. Morten Kaalund bidrog med flere vigtige scoringer fra stregen og på kontra, mens Fredrik Olsson, Tobias Søberg og Andreas Søgaard også fandt vej til nettet. Men BSH fik samtidig for ofte bolden hurtigt i mål, og SAH havde svært ved at få stoppet hjemmeholdets angreb.
Det var også den defensive indsats, cheftræner Nick Rasmussen hæftede sig ved efter kampen: “Vi lykkedes jo ikke helt med det defensivt over en hel kamp. Det samarbejde, der skal være mellem forsvar og målmand, lykkedes ikke helt. Vi lykkedes i få perioder af kampen, men ikke nok til at holde modstanderen fra at score og få point med herfra.”
Kampen endte 35-31 til BSH, og SAH kan nu rette blikket mod næste opgave.
Torsdag venter Montpellier HB i Champions League, når franskmændene gæster Djurslands Bank Arena. Billetter til kampen kan købes her.
Målscorere:
Fredrik Olsson 7, Donni Kristjánsson 5, Morten Kaalund 5, Andreas Søgaard 3, Jeppe Cieslak 3, Oscar Hansen 2, Emil Lærke 2, Tobias Søberg 2, Kristian Bonefeld 1, Gustav Bruun 1.




