BSH venter på udebane i Silkeborg

2. okt 2026

Lørdag aften går det løs i JYSK Arena, hvor SAH skal forsøge at hente to point på udebane. Her venter Bjerringbro-Silkeborg, som ligesom SAH har fået en fin start på sæsonen. Inden opgøret ligger SAH på fjerdepladsen, mens BSH indtager syvendepladsen i Bambuni Herreligaen.

Der er flere offensive profiler at holde øje med, når de to hold mødes. BSH råder over Lasse Sunde Lid på højre back, som har været blandt ligaens mest scorende spillere og ligger aktuelt nummer fire på topscorerlisten. Det er også en af de spillere, som Fredrik Olsson fremhæver som en, SAH skal have et ekstra øje på: “Der er mange spillere, vi skal holde øje med. Men særligt Sunde Lid, der har scoret mange mål for dem.” På syvendepladsen finder man SAHs Donni Kristjánsson, som dermed også har markeret sig stærkt i sæsonens første kampe. Der bliver derfor også lagt op til en duel mellem to af ligaens farlige højre backs.

Fart og intensitet

Når SAH og BSH mødes, plejer der ikke at mangle intensitet. Begge hold har spillere, der kan sætte fart i angrebsspillet, og de indbyrdes opgør har ofte været præget af højt tempo og tætte dueller. Det er også noget, Fredrik Olsson forventer, når SAH lørdag aften går på banen i JYSK Arena: “Jeg tror, det bliver en fysisk kamp med to hold, der vil gøre alt for at vinde.”

Kampen kan dog også blive afgjort i defensiven. BSH har flere stærke kræfter i forsvaret, hvor blandt andre Alexander Lynggaard og den tidligere SAH-stregspiller Thor Christensen skal forsøge at lukke ned for SAHs angreb. Omvendt bliver det Kristian Bonefeld og Andreas Søgaard, der skal stå imod, når BSHs angrebsspillere forsøger at finde vej gennem SAH-forsvaret.

Fredrik Olsson peger samtidig på SAHs eget forsvar som noget, holdet kan tage med fra de seneste kampe: “Jeg synes, vores forsvar har været rigtig godt i anden halvleg af de sidste kampe, vi har spillet.” Det bliver derfor væsentligt at fastholde den gode rytme i forsvaret.

SAH har haft overtaget i de seneste opgør

De to hold kender efterhånden hinanden godt, og de seneste indbyrdes opgør har budt på tætte kampe. I sidste sæson stod SAH og BSH over for hinanden fire gange, hvor SAH tog sejren i tre af opgørene. Historikken er dog lagt på hylden, når fløjten lyder lørdag aften, og denne gang er det BSH, der har hjemmebanefordelen i JYSK Arena. Her skal SAH forsøge at bygge videre på de gode erfaringer fra de seneste kampe og sikre sig endnu to point.

Med to point på spil er der lagt op til en kamp, hvor begge hold har meget at spille for. 

Kampen spilles kl. 18.00 i JYSK Arena, og billetter til udebaneafsnittet kan findes her.