Skanderborg AGF Håndbold leverede søndag en stærk præstation i første opgør af DM-finalen, men måtte efter 60 minutters intens kamp, rejse hjem uden en sejr. Et intenst opgør i en fyldt Sparekassen Danmark Arena endte i et nederlag 30-29.
SAH kom flyvende fra start og fik tidligt overtaget på kampen. Anført af Donni, som scorede 3 gange i kampens indledning og Johan Hansen der også fik udnyttet flere muligheder fra fløjen, og SAH kunne derfor tidligt bringe sig foran med 3 mål.
Mens Aalborg havde svært ved at finde rytmen i deres offensive spil, lykkedes det SAH at finde løsninger fra flere positioner.
I forsvaret stod SAH stærkt, og Magnus Petersen i målet leverede en flot første halvleg, og havde ved pausen noteret sig for 8 redninger. Samtidig lykkedes det SAH at holde nordjyderne på afstand i hele første halvleg og de kunne derfor gå til pause foran 16-14.
Efter pausen kom Aalborg ud med ny energi og knap 8 minutter efter pausen lykkedes det for første gang for Aalborg at bringe sig foran 20-19.
Herfra forblev Aalborg foran, og på et tidspunkt fik de opbygget en føring på 4 mål, men SAH fik kæmpet sig tilbage i opgøret. Og med kun få minutter igen lykkedes det SAH at udligne stillingen og alt var derfra åbent!
De sidste minutter udviklede sig til en sand finale-gyser. Holdene fulgtes ad, inden Aalborg med 30 sekunder igen bragte sig foran 30-29. Og dermed havde SAH en sidste mulighed for at sætte et angreb. I kampens sidste sekunder blev der dømt straffekast til SAH og dermed fik Johan Hansen mulighed for at sende kampen i forlænget spilletid. Men den rutinerede Aalborg målmand Niklas Landin reddede Johan Hansens skud og hjemmeholdet kunne derfor juble over at have vundet første DM opgør.
Nu er fokus rettet mod torsdag d. 4 juni kl. 20.30, hvor en udsolgt Djurslands Bank Arena danner rammen om andet finaleopgør mod Aalborg Håndbold.
Her har SAH brug for en sejr for at udligne finaleserien til 1-1 og dermed tvinge finalen ud i et tredje og afgørende opgør, som i så fald spilles søndag d. 7 juni i Aalborg!




