Lørdag eftermiddag venter sæsonens anden hjemmekamp i FREJA Arena, når SAH tager imod GOG. For Christoffer Dreyer bliver det samtidig endnu et møde med sin tidligere klub, når GOG kommer på besøg i Skanderborg.
Christoffer Dreyer spillede i GOG frem til sommeren 2023, inden turen gik videre til TMS Ringsted. Siden sommeren 2025 har han været en væsentlig del af SAH truppen, og han har derfor allerede stået over for sin tidligere klub flere gange. Senest i sidste sæsons semifinaler, hvor SAH trak sig sejrrigt ud af de intense og jævnbyrdige opgør.
Og han ser frem til endnu et møde med sin tidligere klub: ”Det er altid sjovt at spille mod sin tidligere klub. Der er nok lidt ekstra tænding og gnist mod dem også efter semifinalerne i sidste sæson,” fortæller han.
Selvom der har været en del ændringer i GOG’s trup, siden Dreyer selv spillede der, er der stadig en masse kvalitet at forholde sig til. Især angrebsspillet og kontrafasen fremhæver han som nogle af gæsternes største styrker.
”De er enormt hurtige på fødderne og dygtige i duelspillet, mens de ligesom os også rigtig gerne vil vinde kontrafasen.”
Fart og fokus på GOG’s profiler
Og netop kontraspillet kan derfor få stor betydning for kampens udfald lørdag. Begge hold vil gerne spille med høj fart og udnytte mulighederne i den hurtige fase, og SAH skal ifølge Dreyer være klar til at matche GOG’s tempo.
Samtidig peger han på GOG’s bagkæde som et område, SAH skal have særligt fokus på. Óli Mittún, Hjalte Lykke og Manuel Zehnder er ifølge Dreyer blandt de spillere, der kan være afgørende for gæsterne.
”Hvis vi kan begrænse dem, er vi nået langt.”
Men SAH skal ikke kun forsøge at begrænse GOG’s store profiler. Holdet skal også selv være skarpe, når mulighederne opstår, og her bliver kontrafasen igen central.
”Det bliver afgørende at vinde i kontrafasen og få placeret bolden bag Kevin Møller i målet, som for nyligt fik en flot start på livet tilbage i den danske liga, senest med en redningsprocent på 38% mod Skjern Håndbold.”
Klar til endnu en intens kamp
Efter målfest og sejr over TMS Ringsted i sæsonpremieren i onsdags, skal SAH nu forsøge at fortsætte den gode start mod GOG.
Dreyer forventer da også, at lørdagens kamp bliver lige så intens og jævnbyrdig som de opgør, holdene stod over for i sidste sæson.
”Det har været nogle enormt jævnbyrdige og intense opgør hele sidste sæson. Det bliver formentlig det samme i år, hvor jeg håber, vi kan fortsætte det overtag, vi havde fra semifinalerne.”
Lørdag kl. 16.00 går det løs i FREJA Arena!




