EN HÅNDBOLDFEST AF DE HELT STORE

14. okt 2023

I morgen aften kl. 20.00 vil Djurslands Bank Arena danne rammerne for en håndboldfest af de helt store, når SAH tager imod Aalborg Håndbold. 

Aalborg Håndbold har allerede markeret sig i denne sæson, hvor de ubesejret stormer frem som en sand stormagt inden for håndbold. Med spillere som Mikkel Hansen og Niklas Landin samt en dygtig trup hele vejen rundt, har Aalborg positioneret sig som en klub i konstant vækst. Cheftræner Nick Rasmussen udtaler:

De kommer med to af verdens bedste spillere med Mikkel Hansen og Niklas Landin, som jo er flankeret af den ene rigtig dygtige spiller efter den anden – dobbelt besat på alle pladser. De har så bred en trup, at når de er fuldtallige, så har de folk til at sidde over. Det siger noget om den udvikling, de har været igennem som klub og hold.

Det er en udfordring, som SAH er klar til at tage op. Selvom Aalborg er favoritter, er der ingen tvivl om, at SAH vil kæmpe hårdt for sejren. Vi har tidligere vist, at vi kan slå Aalborg Håndbold, og med opbakning fra et fyldt Djurslands Bank Arena er alt muligt.

Rasmussen tilføjer: 

”Vi spiller selvfølgelig for at vinde, og vi har vundet mod Aalborg før, men det er klart, at Aalborg er lidt mere end en knebent favorit’’, siger cheftræneren med et glimt i øjet.

Publikum kan se frem til en sand feststemning, som vores hovedsponsor Djurslands Bank er med til at sørge for. Kom i god tid og vær’ med, når dørene åbner kl. 18.30. Vi glæder os til at se jer!