En sulten SAH-trup tager til Kolding i morgen

6. okt 2023

Efter en svingende start på sæsonen tager SAH turen til Sydbank Arena for at udfordre KIF Kolding. Begge hold har haft deres udfordringer i starten af sæsonen, og netop derfor er det vigtigt at kæmpe for en sejr i morgen!

Vi har indtil videre samlet 6 point, hvilket placerer os på en 9. plads. 

På den anden side af banen står KIF Kolding, som har haft en rigtig svær start på sæsonen. De har kun formået at skaffe sig 3 point i en uafgjort mod Mors-Thy og en sejr mod Ringsted, hvilket placerer dem på en 14. plads.

Det er dog vigtigt at huske på, at KIF Kolding har fået deres point mod to af de hold, som vi har tabt til. Dette vidner om den jævnbyrdighed, der er i Herreligaen.

Derfor er morgendagens udekamp afgørende for begge hold. SAH skal bevise deres styrke og sammenhold, når de står over for en udfordrende modstander som KIF Kolding på deres hjemmebane. 

Cheftræner Nick Rasmussen pointerer, at kampen i morgen kommer til at stå i forsvarets tegn. Begge hold plejer nemlig at kunne holde en stærk defensiv.

Herudover udtaler Rasmussen også:

Hvis vi også får gang i vores angreb, ligesom vi havde i tirsdags mod GOG, så har vi gode forudsætninger for at tage to point mod Kolding. 

 

Så lad os stå sammen og heppe på vores hold, så SAH kan kæmpe sig til sejr i morgen kl. 15.30 i Sydbank Arena!