I lørdagens kamp mod Sønderjyske Herrehåndbold må vi erkende, at vi ikke rammer vores niveau. Kampen ender derfor med en sejr til Sønderjyske på 32-25.
Allerede efter de første 15 minutter begynder kampens retning at tegne sig. Hjemmeholdet har opbygget en tremålsføring, og stillingen lyder 7-5. Sønderjyske fortsætter med at øge presset og går til pause foran 14-9.
Anden halvleg forløber desværre i samme spor – endda med forøget intensitet. Sønderjyske udnytter vores fejl og bringer sig foran med en timålsføring efter 45 minutter. Med stillingen 26-16 er skæbnen tydelig, og vi bruger de resterende minutter af kampen på at mildne skaderne.
Cheftrænerens kommentar
Cheftræner for SAH, Nick Rasmussen, er af gode grunde skuffet efter kampen:
’’Jeg oplever, at det er den dårligste præstation, jeg har været med til i min tid i denne klub, så det er jeg selvfølgelig skuffet over.’’
Og når man spørger, hvad der gik galt i dagens kamp, svarer cheftræneren følgende:
’’Defensivt får vi en okay start i 1. halvleg, men derfra går det lodret ned ad bakke. Grundlæggende leverede vi en dårlig præstation.’’
Angrebsmæssigt fremhæver cheftræneren Emil Lærke, der med 13 mål blev kampens topscorer:
’’Lærke havde en god dag igen, men ellers synes jeg ikke, vi får et flow i vores angrebsspil. Der er selvfølgelig få momenter, men vi får ikke spillet hinanden gode. Det skal selvfølgelig også siges, at Sønderjyske dækkede godt op, så de løsninger, vi kom med i dag, var ikke kvalificerede nok i forhold til den intensitet, de kom med.’’
Og det er ikke kun cheftræneren, der er skuffet efter kampen:
’’Jeg oplever, det er en slukøret spillebus, der kører tilbage nordpå. Nu skal vi lige slå kold vand i blodet og få skuffelsen på afstand, men derefter må Søren Fisker (assistenttræner) og jeg i arbejdstøjet i forhold til at få indstillet den her trup til næste kamp. Vi har vist meget kvalitet på det her hold, og det skal vi finde frem igen, når vi møder Nordsjælland om en uge’’.
Kampen i tal
SJE – SAH 32-25 (14-9)
SAH: Emil Lærke 13, Morten Hempel Jensen 4, Morten Balling 2, Jeppe Cieslak 2, Fredrik Olsson 1, Andreas Aagreen 1, Morten Kaalund 1, Frederik Arnoldsen 1.
SJE: Nicolaj Jørgensen 8, Morten Bjørnshauge 4, Patrick Volz 4, Ebbe Stankiewicz 4, Jacob Bagersted 3, August Wiger 2, Tobias Gregers 2, Nicolaj Svalastog 1, Sebastian Augustinussen 1.
Udvisningsminutter: SAH 10, SJE 8.
SAH: Magnus Brandbyge 5/23 (21.7%), Kristoffer Laursen 1/13 (7.7%)
SJE: Matthias Dorgelo 12/32 (37.5%), Julius Sten 1/6 (16.7%)