Favoritværdigheden er klart på SAH’s hænder

31. mar 2022

Sidste uges flotte sejr over Skjern skal fredag aften følges op i Skive, hvor Skanderborg Aarhus Håndbold er gæster.

Skive FH, som matematisk er rykket ud af Håndboldligaen, har ikke andet end æren på spil, hvorfor favoritværdigheden er klart på Skanderborg Aarhus’ hænder. Det bliver desuden en anderledes udfordring for holdet, da de ikke får spændingsniveauet foræret af tilskuernes opbakning, da tilskuerantallet fredag aften i Skive bliver noget lavere, end det var i Ceres Arena sidste uge mod Skjern, mener cheftræner Nick Rasmussen.

– Der er ting, som bliver anderledes i Skive, hvilket blandt andet betyder, at vi skal være bedre til at skabe stemningen internt på holdet, så vi rammer det rigtige spændingsniveau, fordi den kolossale opbakning, vi havde i ryggen sidste gang på hjemmebane, får vi helt sikkert ikke i Skive,” siger han.

Her kan de mange kampe for tomme tribuner, grundet de tidligere Covid19-restriktioner, fungere som træning på netop det at sætte sig selv op til kampen uden publikums hjælp.

– I kampene uden tilskuere under nedlukningen synes jeg, at vores hold har været gode til at regulere det spændingsniveau, så de selv har skabt den intensitet, der er brug for,” mener Nick Rasmussen.

Selvom modstanderne fra Skive ikke længere kan nå at sikre sig endnu en sæson i Håndboldligaen, er det ikke noget dårligt hold, der tager imod Skanderborg Aarhus Håndbold.

– De rykkede op og tog ligaen med storm. Siden da har det været meget lige ved og næsten. Jeg synes faktisk, de har været decideret uheldige. Så vi skal se, om vi kan få styr på deres relativt høje forsvar og spille uden om den pigtråd, de prøver at sætte op, som er styret af den rutinerede forsvarsgeneral Søren Tau,” fortæller cheftræneren.

Favoritterne fra Skanderborg Aarhus kan rykke op på tredjepladsen med en sejr, hvilket Nick Rasmussen forventer, at holdet gør.

– Det er selvfølgelig en kamp, vi forventer, at vi vinder. Men det forventer vi, at vi kan, hver gang vi går på banen. Så vores fokus ligger på, hvad vi skal gøre håndboldmæssigt for at sikre os endnu en sejr. Det er der ikke den store forskel på, uanset om vi er favoritter, eller om det er en 50:50 kamp,” siger han.

Der er kampstart klokken 19.30 fredag aften, den 1. april, og det er Skives sidste hjemmekamp i ligaen i denne omgang.