SAH måtte onsdag aften se Final4-drømmen briste efter et intenst og dramatisk opgør mod Mors-Thy Håndbold. Efter en kamp præget af et hav af udvisninger og skiftende momentum blev det gæsterne, der trak det længste strå med en scoring i de allersidste sekunder og sikrede sig sejren på 33-32.
Det blev en udfordrende start for SAH, da holdet onsdag aften tog imod Mors-Thy Håndbold i Djurslands Bank Arena. Allerede tidligt i opgøret blev hjemmeholdet sat under pres, da først Fredrik Olsson og kort efter Emil Lærke, efter en fejludskiftning, måtte en tur på udvisningsbænken.Dermed stod SAH pludselig med blot fire markspillere på banen.
De mange udvisninger satte deres tydelige præg på en hektisk første halvleg, hvor gæsterne fra Mors-Thy havde overtaget i størstedelen af de første 30 minutter.
SAH kæmpede dog ufortrødent videre, og efter 28 minutters spil kunne Tobias Søberg for første gang i kampen bringe hjemmeholdet foran med 16-15. Den føring formåede SAH at holde fast i frem mod pausen, hvor stillingen lød på 17-16.
Dramatisk afslutning kostede sejren
Efter pausen kom SAH godt ud og formåede at holde sig foran gennem størstedelen af anden halvleg. Hjemmeholdet havde længe kurs mod en sejr, men gæsterne nægtede at give op.
Efter 55 minutters spil lykkedes det Mors-Thy at udligne til 30-30, og dermed var der lagt op til en nervepirrende afslutning.
Med tre minutter tilbage bragte gæsterne sig foran 31-30, men Fredrik Olsson svarede hurtigt igen og sørgede for balance i regnskabet.
Dramaet fortsatte helt ind i kampens sidste minut, hvor SAH på et straffekast fik udlignet til 32-32. Med blot 30 sekunder tilbage på uret havde Mors-Thy bolden og muligheden for at afgøre opgøret.
SAH fik begået et frikast, og med kun fire sekunder tilbage skulle gæsterne forsøge at finde vej til målet. Det lykkedes, og med en scoring i de absolut sidste sekunder sikrede Mors-Thy sig en dramatisk sejr på 33-32.
For mange udvisninger blev dyre
Efter kampen pegede Nick Rasmussen særligt på de mange udvisninger og de defensive fejl som afgørende faktorer i nederlaget.
“Vi spiller fint med bolden, men vi laver for mange fejl defensivt. Vi får for mange udvisninger i første halvleg. Vi slagter os selv for meget ved at være så meget i undertal,” lød det fra Nick Rasmussen efter opgøret.
Dermed endte en intens håndboldaften i Djurslands Bank Arena med stor skuffelse for SAH, der endnu en gang må se Final4-drømmen glide ud af hænderne.




