FØDSELSDAG OG SLUTSPIL I AARHUS: SAH TAGER IMOD MORS-THY

10. apr 2026

Søndag d. 12. april kl. 18.00 er der lagt op til en helt særlig håndboldaften i Djurslands Bank Arena, når Skanderborg AGF Håndbold tager imod Mors-Thy i Bambuni Herreligaens slutspil.

Kampen markerer samtidig SAH’s 5-års fødselsdag, og der er derfor lagt op til en aften med både fejring, stemning og vigtige point på spil.

Alle billetter koster kun 50 kr., så der er en oplagt mulighed for at tage i hallen og opleve første hjemmekamp i slutspillet.

 

SLUTSPILLET ER I GANG

SAH er kommet rigtig godt fra start i slutspillet med en sejr på 31-36 over Bjerringbro-Silkeborg på udebane og indtager i øjeblikket 1. pladsen i pulje 2. 

Derudover kommer holdet ind til opgøret med selvtillid efter en stærk præstation mod SG Flensburg-Handewitt, hvor det blev til uafgjort i en kamp, hvor SAH viste et højt niveau gennem store dele af opgøret.

 

TÆTTE OPGØR MOD MORS-THY

Der er igen lagt op til et tæt opgør, når Mors-Thy gæster Aarhus. De to seneste møder mellem holdene har budt på én sejr til hver, hvor SAH tabte 28-31 på hjemmebane i oktober, men vandt 27-33 på udebane i februar. Det vidner om to meget jævnbyrdige hold! 

 

FOKUS PÅ EGET SPIL

For Morten Balling er der forventning om et tæt og intenst opgør:

“Jeg forventer en svær kamp. Mors-Thy spiller rigtig godt, og vi har både tabt til dem hjemme og slået dem på udebane, så det bliver helt sikkert en tæt kamp med masser af fart. De vil gerne fremad i banen ligesom os, så det skal nok blive en seværdig kamp.”

 

Selvtilliden i truppen er også blevet styrket de seneste kampe:

“Vi føler, at vi er på rette vej. Vi har en stærk defensiv base og kan stå imod et stort tryk fra vores modstandere. Det viste vi også mod Flensburg, som kom med meget fysik. Samtidig skaber vi mange gode chancer i angrebsspillet, og det er noget, vi skal tage med videre ind i slutspillet.”

 

Samtidig bliver hjemmebanen en vigtig faktor i første hjemmekamp i slutspillet:

“Det bliver sindssygt vigtigt. Vi har haft to rigtig gode oplevelser i både Silkeborg og Flensburg med medrejsende fans, som har støttet os hele vejen. Vi håber, at der kommer mange i hallen og bakker os op.”

 

På banen bliver det afgørende at få kontrol over Mors-Thys offensive profiler:

“Hvis vi kan kontrollere Victor Norlyk, deres playmaker, så er vi nået langt. Han har været rigtig dygtig for dem hele sæsonen. Samtidig har de en stærk bagkæde med blandt andre Nichlas Hald og Gustav Sunesen, så hvis vi kan stå imod det tempo og det tryk, de kommer med, giver vi os selv et rigtig godt udgangspunkt.”

 

KLAR TIL EN FESTLIG AFTEN

Der er dermed lagt op til en aften med både fødselsdagsstemning og slutspilshåndbold på højt niveau i Djurslands Bank Arena.

Med billige fødselsdagsbilletter og vigtige point på spil er der lagt op til en god håndboldaften.

Søndagens opgør spilles kl. 18.00 i Djurslands Bank Arena og kan ses på TV2 Sport.

Billetter kan købes her!