FØRSTE HJEMMEKAMP I SLUTSPILLET ENDER UAFGJORT MOD MORS-THY

13. apr 2026

Der var lagt op til en stor aften i Djurslands Bank Arena søndag kl. 18, hvor SAH både spillede første hjemmekamp i slutspillet og samtidig kunne fejre 5-års fødselsdag. En intens slutspilskamp, hvor holdene måtte dele point efter at have spillet uafgjort 36-36. 

 

Kampen åbnede i højt tempo, hvor Donni efter kun 40 sekunder kunne sætte kampen i gang med en scoring, og efter kun 5 minutter var han noteret for 3 scoringer. Midt i første halvleg trak SAH fra. En kontrascoring fra Jeppe Cieslak, stærkt stregspil fra Morten Kaalund og flere vigtige redninger fra Magnus Petersen i målet sendte hjemmeholdet foran 13-9. 

Det blev dog en dramatisk afslutning på første halvleg, hvor dommerparret af to omgange inden for halvlegens sidste sekunder måtte ud og se video. Én gang for en tackling af Emil Lærke, og én gang for en forseelse af Johan Hansen i forsvaret. Det blev til en udvisning i begge tilfælde, til stor frustration for både spillere og publikum. Og med en udligning fra Mors/Thy i de sidste sekunder, kunne holdene gå til pause 17-17.

 

Anden halvleg blev fløjtet i gang med vanskelige forudsætninger for SAH, der måtte spille de første 2 minutter med to mand i undertal. Men trods undertallet formåede SAH at afholde Mors/Thy fra scoringer, bl.a. Ved hjælp af Simon Sejr i målet der leverede flere vigtige redninger, mens Donni, Fredrik Olsson og Emil Lærke fortsatte det stærke arbejde i både angreb og forsvar. 

 

Midt i anden halvleg lignede det længe en hjemmesejr. SAH bragte sig foran med 35-31 efter to hurtige scoringer fra Morten Balling, og opgøret lod til at være i kontrol ind i de afsluttende minutter. 

Men lige som i første halvleg blev afslutningen hektisk. Mors-Thy kæmpede sig tilbage, og med under et minut tilbage fik gæsterne mulighed for at udligne. De tog en timeout og med stor tålmodighed fra både Mors-Thy og dommerne, fik gæsterne udlignet med blot 3 sekunder tilbage og dermed ingen mulighed for SAH at svare igen. 

Det betyder, at SAH må nøjes med ét point i en kamp, selvom de var i front det meste af kampen.

Trods skuffelsen fastholder SAH førstepladsen i slutspilspuljen, nu med 2 point og fortsat foran Mors-Thy. Samtidig betyder resultatet i puljens anden kamp, at TTH nu deler andenpladsen med Mors-Thy, begge med 3 point, mens BSH fortsat er uden point. 

 

Efter kampen var cheftræner Nick Rasmussen ærgerlig over, at det ikke blev til 2 point:

“Jeg synes det er ærgerligt vi ikke tager 2 point i dag, når vi fører hele kampen. Første halvleg bliver lidt overskygget af en lang række udvisninger, men eg er godt tilfreds med angrebsspillet igennem hele kampen Vi formår at vinde en periode, hvor vi er i undertal, og det er dejligt at se, at vi generelt spiller med en stor kreativitet på banen.”

 

Målscorere: Donni 7, Johan Hansen 6, Fredrik Olsson 6, Emil Lærke 4, Andreas Søgaard 4, Jeppe Cieslak 4, Morten Balling 3, Morten Kaalund 2