FREMRAGENDE DEFENSIV SIKRER POINT MED I SLUTSPILLET

9. apr 2022

I den direkte kamp om fjerdepladsen i grundspillet sikrede Skanderborg Aarhus Håndbold sig sejren, da vi vandt hjemmekampen i Fælledhallen med 26-20 over Bjerringbro-Silkeborg.

Specielt defensiven brillerede, og BSH fik først hul på målbylden ti minutter inde i kampen. Den del af spillet var cheftræner Nick Rasmussen også yderst tilfreds med ovenpå sejren.

– Det var en monstergod defensiv kamp fra begge hold. Det var nok den bedste forsvarspræstation, vi har leveret hele sæsonen – sammen med kampen mod Skjern for en måneds tid siden, siger cheftræneren og fortsætter.

 

– Det var lidt usikkert og febrilsk offensivt i starten af kampen, og Johan Sjöstrand i BSH-målet tog godt fra. Så vi var glade for, at vores målmand, Kristoffer Laursen, kvitterede for sin nye kontrakt med en rigtig flot præstation, udtaler Nick Rasmussen.

Kristoffer Laursen, der har forlænget sin kontrakt med klubben, så den nu løber indtil sommeren 2025, blev også kåret til dagens Man of the Match.

De fremmødte tilskuere stemte på målvogteren som kampens bedste spiller, og publikum var med til at skabe den kulisse, som Nick Rasmussen glæder sig over og håber at mærke gennem hele slutspillet.

– Der var en fantastisk opbakning igen i dag, og det var fedt at se. Man kunne også mærke på drengene, da vi mødte ind til træning i går, at de allerede var ved at være i zonen, siger han og fortsætter.

 

– Jeg er bare helt vildt glad på hele holdets og klubbens vegne, fordi jeg synes, at det er fortjent, at vi fik sikret os den fjerdeplads og et point med over i slutspillet, afslutter han.

Den sensationelle og fortjente 4. plads sender Skanderborg Aarhus-drengene i slutspilspulje med GOG, BSH og Ribe-Esbjerg. Kampprogrammet bliver fastlagt de næste dage, men vi ved allerede nu, at første kamp bliver mod BSH den 20. eller 21. april på udebane i Silkeborg.

Tak til de 1913 tilskuere, som anført af SHEA skabte en flot og stemningsfyldt kulisse for et spændende jysk opgør. Der skal også lyde en tak til sponsorer, samarbejdspartnere og de fantastiske frivillige.