Søndag aften tager SAH hul på årets slutspil, når Mors-Thy gæster Fælleden til første opgør. Takket være Djurslands Bank er der gratis entré til kampen, og vi håber derfor, I vil hjælpe SAH med at få den bedst mulige start på slutspillet.
Cheftræner, Nick Rasmussen, ser frem til opgøret, og han er ikke i tvivl om, hvad der venter hans mandskab:
“Vi møder et hurtigtspillende hold med masser af selvtillid, som i den grad har vist sig at være meget driftssikre. De har haft en rigtig flot udvikling over de seneste par sæsoner og høster nu frugterne af et stærkt ungdomsarbejde,” siger han.
Mors-Thy stiller med flere dygtige profiler, og det er ikke gået cheftrænerens næse forbi:
“De helt store profiler er Mads Svane og Marcus Midtgaard, men de er godt besat over hele linjen. Norlyk-brødrene har også for alvor foldet vingerne ud, og så har de en stærk målmandsduo,” lyder det fra Rasmussen, der forventer et højt tempo:
“De spiller virkelig hurtigt, så vi skal have løbeskoene på og det taktiske kompas indstillet korrekt – både når de spiller med fart og når de sætter deres skytter i spil på anden vis.”
I forberedelserne har SAH haft særligt fokus på de defensive aftaler og finpudsning af angrebsspillet:
“Vores angrebsspil har været ok, men vi har ikke helt ramt det niveau, vi havde i februar og marts, og derfor har vi selvfølgelig forsøgt at få styr på den del. Vores største fokus har dog været vores defensiv, da den bliver afgørende mod Mors-Thys bagkæde,” siger cheftræneren.
Kampen spilles kl. 18.00 i Fælleden og dørene åbner en time før.
Hent din billet her. Vi ses!




