Efter en overbevisende syvmålssejr på hjemmebane flyver SAH til Norge, hvor returkampen mod Elverum venter tirsdag aften. I Terningen Arena venter en kulisse, der med garanti vil teste SAH’s evne til, at bevare roen under pres.
Status på Main Round i European League
Med sejren på 32-25 i det første opgør har SAH indtaget gruppens førsteplads i Main Round. Men intet er afgjort endnu. Elverum er kendt for at være en svær modstander på egen hjemmebane, og den norske klub vil uden tvivl søge revanche efter nederlaget i Aarhus. En sejr i Norge vil være et stort skridt mod at vinde gruppen.
Returkampen: Fokus på disciplin og defensiv styrke
Det første møde i Djurslands Bank Arena viste to hold, der begge ønskede at løbe med høj fart. Selvom SAH i perioder var i kontrol, bød kampen på taktiske udfordringer herunder et rødt kort til Kristian Bonefeld, der tvang holdet til at rokere i midterforsvaret.
Netop defensiven bliver nøglen i Terningen Arena. Samarbejdet mellem hele defensiven og Magnus Petersen i målet, skal igen finde det niveau, der i det første opgør tvang Elverum ud i flere tekniske fejl og passive angreb. Samtidig bliver det en nøgleopgave at bevare køligheden mod det massive tryk fra de norske fans.
Et særligt gensyn for Henneberg
Tirsdagens opgør bliver ikke kun en kamp om gruppens førsteplads. Det bliver også et særligt gensyn for Sebastian Henneberg, der tidligere har spillet for Elverum.
For ham er der både følelser og respekt forbundet med turen tilbage til Norge.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage til Elverum igen. Det er en charmerende og hyggelig lille by, som emmer af håndbold. Jeg har kun positive ord at sige om klubbens professionalisme, engagement og ikke mindst imødekommenhed”, fortæller han.
Han fremhæver især den passionerede opbakning fra de norske fans, som også var tydelig, da Elverum gæstede Djurslands Bank Arena.
“Den opbakning, som de medrejsende fans viste i Aarhus, siger noget om den hjemmebane, de råder over. Det bliver rigtig fedt at komme tilbage – nu som modstander.”
Men midt i gensynsglæden er fokus skarpt rettet mod det sportslige. For Sebastian handler tirsdagens kamp om mere end gensynsglæde:
“Man må ikke tage for givet, at vi i SAH spiller for videre avancement i en stor europæisk turnering. Det er en kæmpe mulighed. Jeg glæder mig til at se, om vi kan stå distancen deroppe og tage et stort skridt mod at gå videre.”
Der er lagt op til et brag af en kamp i Elverum som spilles tirsdag den 3. marts kl. 18:45 i Terningen Arena. Kampen vises på TV3 Sport!




