Herreligaen skifter navn til Betoro Herreligaen

8. okt 2026

Herreligaen skifter navn med øjeblikkelig virkning og vil fra dags dato hedde Betoro Herreligaen.

 

Tophåndbold/Divisionsforeningen Håndbold har indgået en treårig aftale med bookmakervirksomheden Betoro. Det kommer efter flere år, hvor Herreligaen har opnået et stabilt højt niveau – nationalt og internationalt – hvilket betyder, at det i dag er en attraktiv liga for flere store sponsorer.

’’Den nye aftale i Herreligaen er et skulderklap til elitehåndboldklubberne og deres fokus på og vilje til både udvikling og fællesskab. Klubberne bliver dermed bekræftet i, at det hårde arbejde og engagement i sidste ende bærer frugt. Samtidig har det stor værdi for både os og klubberne, at den nye aftale er indgået for en treårig periode, hvilket giver god stabilitet og muligheder for at fortsætte den stærke udvikling af vores sport’’, siger Thomas Christensen, direktør i Tophåndbold, der glæder sig til samarbejdet.

 

Hos Betoro ser man også frem til det nye samarbejde. Mikkel Skovby, Brand Manager, udtaler:
”Håndbolden er dybt forankret i dansk sportskultur, og vi deler den passion og det fællesskab, der omgiver sporten. Gennem partnerskabet med Tophåndbold ønsker vi at afspejle netop den ånd og give fans endnu flere muligheder for at komme tættere på ligaen og de oplevelser, der følger med – både i hallerne og online.’’

Betoro er en onlinebookmaker, der opererer inden for flere sportsgrene i Danmark med fokus på ansvarligt spil og trygge rammer for brugerne – alt sammen i overensstemmelse med de krav, Spillemyndigheden har fastsat.
Thomas Christensen takker samtidig Bambuni for det gode samarbejde omkring Herreligaen og ser frem til at fortsætte det gode arbejde og den gode dialog i forbindelse med sponsoratet af Bambuni Kvindeligaen, der løber sæsonen ud.

For yderligere oplysninger kontakt Thomas Christensen, direktør i Divisionsforeningen, på email tc@tophaandbold.dk.