Historisk aften: Første sejr i Champions League

9. okt 2026

SAH skrev torsdag aften historie, da Montpellier blev besejret med 36-32 i Djurslands Bank Arena. Med en stærk holdindsats, en storspillende Magnus Petersen i målet og en fantastisk opbakning fra tribunerne sikrede SAH sig klubbens første sejr i Champions League.

“Det var en fed kamp. Vi fik ikke nogen god start, men kom tilbage og fik en forrygende start på anden halvleg. De kom op igen, men vi formåede at trække fra. Jeg synes, vi viste stor omstillingsparathed, og der var mange positive ting i vores spil. Samtidig var det en fantastisk kulisse. Der er point i at have en stærk hjemmebane” siger cheftræner Nick Rasmussen.

En svær start blev vendt

SAH fik en svær start på opgøret, hvor Montpellier hurtigt bragte sig foran 4-1 efter flere hurtige angreb. I kampens første kvarter blev det en målmandsduel, hvor både Magnus Petersen og Montpelliers Charles Bolzinger leverede flere store redninger.

Montpellier straffede SAHs tekniske fejl med kontrascoringer, men Magnus Petersen holdt hjemmeholdet inde i kampen. Blandt andet reddede han et straffekast fra Jack Thurin, og med flere afgørende redninger, fik han givet holdkammeraterne mulighed for at arbejde sig tilbage i opgøret. Samtidig stod SAH stærkere i forsvaret, hvor Kristian Bonefeld var med til at sætte en stopper for flere franske angreb. I SAH-angrebet gav 7-mod-6-spillet nye muligheder, og SAH fik gradvist kæmpet sig tilbage i kampen.

Med en tændt hjemmebane i ryggen fik SAH vendt udviklingen, og ved pausen var stillingen 15-13 til hjemmeholdet.

SAH trak fra efter pausen

SAH fik en fremragende start på anden halvleg og udbyggede hurtigt føringen til fire mål. Flere kontrascoringer satte Montpellier under pres, og hjemmeholdet viste stor effektivitet i angrebet. Montpellier nægtede dog at give op. Efter en timeout fik gæsterne arbejdet sig tilbage i kampen, og med et kvarter igen var kampen igen tæt. Efter 44 minutters spil var stillingen 22-21, og spændingen var tilbage i Djurslands Bank Arena.

Men SAH holdt fast. Holdet fandt igen løsninger i angrebet, mens forsvaret og Magnus Petersen fortsat leverede vigtige aktioner. I kampens afgørende minutter fik SAH skabt afstand til Montpellier, og med blandt andet en scoring fra Johan Hansen på tomt mål blev sejren kørt sikkert hjem.

En aften, der skal huskes

Magnus Petersen spillede en hovedrolle i den historiske sejr med hele 20 redninger og en redningsprocent på 40%. Men for målmanden var det ikke kun resultatet, der gjorde aftenen særlig: “Det var en megafed håndboldkamp foran en fyldt Djurslands Bank Arena. Det var fantastisk at være håndboldspiller i sådan en kulisse.” siger Magnus Petersen.

Med sejren på 36-32 hentede SAH ikke bare to vigtige point, men også klubbens første sejr i Champions League. Efter en aften med stor fight, afgørende redninger og en fantastisk kulisse kunne SAH dermed fejre en historisk sejr mod det franske tophold.

Målscorere:

Johan Hansen 7, Donni Kristjánsson 5, Emil Lærke 5, Andreas Søgaard 5, Jeppe Cieslak 5, Fredrik Olsson 5, Alexander Jensen 2, Gustav Bruun 1, Morten Kaalund 1