INTENS KAMP I VENTE: SAH GÆSTER FREDERICIA

11. sep 2025

 

Fredag aften venter en ny udfordring i Bambuni Herreligaen, når SAH tager turen til Middelfart Sparekasse Arena for at møde Fredericia HK. 

 

Efter en succesfuld weekend på Madeira, hvor SAH sikrede sig en plads i European Leagues gruppespil, er fokus nu igen rettet mod ligaen, og et stærkt spillende Fredericia-mandskab. 

Da de to hold sidst mødtes i april, måtte SAH se sig slået med 27-32. Derfor er SAH nu klar til at kæmpe for revanche og sæsonens første udebanepoint. 

 

Cheftræneren Nick Rasmussen har stor respekt for modstanderen: 

“Fredericia er en klub, som de seneste år har præget toppen af dansk håndbold og for andet år i træk kvalificeret sig til Europa. De har haft en flot udvikling, selvom de har mistet profiler som Taboada og Thorsten Fries”.

Han fremhæver en stærk og rutineret kerne hos hjemmeholdet: 

“Martinussen er en nøglespiller, det er imponerende hvor mange minutter han har leveret både i ligaen og i Europa. Derudover er Bisgaard på venstre fløj, stregspilleren Pevnov og målmandsteamet med Frandsen og Heieren meget vigtige for dem”. 

 

Hvis SAH skal tage point med hjem fra Fredericia, så peger Nick på de defensive kvaliteter: 

“Vi skal holde fast i vores forsvar og kontraspil, som over de sidste måneder har været på et positivt niveau. Og så skal vi være mentalt klar på, at Fredericia dækker lidt anderledes op, end vi tidligere har set fra dem”. 

Han forventer en tæt og tempofyldt kamp: 

“I sidste sæson spillede vi tætte kampe mod Fredericia, og jeg tror også, at det bliver en jævnbyrdig og meget intens kamp på fredag.”

 

Alt tyder dermed på endnu et intenst opgør mellem de to hold. 

Kampen starter kl 19.00!