TRODS SVÆR START FÅR VI TO POINT MOD RIBE-ESBJERG!

16. sep 2023

Det var ikke den bedste start, SAH fik i aftenens opgør mod Ribe-Esbjerg. 

Allerede efter to minutter kom Morten Hempel Jensen i problemer og landede den første to-minutters udvisning. Det udnyttede Ribe-Esbjerg og fik tilkendt et straffekast, som Mathias Jørgensen omsatte til et mål, hvilket bragte Ribe-Esbjerg foran med 2-1. 

Udvisningen endte med at blive dyr, og efter fire minutter var Ribe-Esbjerg foran 4-1. Ribe-Esbjergs målmand, Niklas Kraft, blokerede flere af vores skud, hvilket betød, at hjemmeholdet ti minutter inde i kampen havde en fem-målsføring. 


Resten af første halvleg var en hård affære for SAH-mandskabet med to udvisninger og mange spildte chancer på mål.

Heldigvis havde Salah Boutaf nogle vigtige redninger i vores ende, der gjorde det muligt for SAH at reducere i angrebet, og pausestillingen blev derfor 12-10 til Ribe-Esbjerg.

 

Holdene var knapt nok vendt tilbage fra pausen, før Torben Petersen markerede sig med to hurtige mål. Skuden var nu vendt, og med et mål fra Jonatan Mollerup tog SAH føringen.

Herefter kom der gang i SAHs bagkæde, og særligt Torben Petersen og Fredrik Olsson bemærker sig med scoringer.

I 52. Minut fik Fredrik Olsson tilkendt straffe, som Morten Hempel Jensen fulgte til dørs med et mål, og herfra kørte SAH sejren kontrolleret i hus.  

 

SAH endte derfor med at tage to point med hjem fra Esbjerg i går, og det skyldes særligt den høje spilsikkerhed, holdet har, pointerer cheftræneren Nick Rasmussen:

– Vi laver få tekniske fejl og tilspiller os en del gode chancer. Desværre formår vi ikke at eksekvere på dem. Vores udfordring var også, at vi startede lidt tøvende ud i vores defensiv, men derefter kom der et fint indhop af Arnoldsen og Bonefeld, og derfor endte vi også med at komme hæderligt til halvleg. 

 

Desværre blev kampen præget af mange udvisninger, hvoraf SAH kunne påtage sig 6 ud af 8, og dette slår cheftræneren også ned på:

– Vi får mange unødvendige udvisninger, og det skal vi prøve at undgå fremover. Vi fik for mange udvisninger, hvor vi alligevel ikke har en chance for at få fat i spilleren, men hvor vi i vores iver efter at ville gøre det godt, kommer til at gøre noget, der ikke er særlig rationelt. 

 

Heldigvis kom der gang i vores bagkæde i anden halvleg og særligt Torben Petersen bemærkede sig:

– Torben spiller jo en fremragende kamp. Det virker til, han er kommet sig over de skavanker, han har haft med sig oppe fra træningslejren i Trondheim. 

 

På torsdag spiller holdet mod Sønderjyske på hjemmebane i Djurslands Bank Arena, og her påpeger cheftræneren, at der de kommende dage fortsat vil være fokus på at fastholde den defensive bane:

– Vi har mange spillere i brug i vores spillerblok – både Mousing, Thor, Frederik og Bonefeld og den fleksibilitet skal vi bygge videre på og blive lige så sikre, som vi har været i tre af kampene i denne sæson. 

 

Tak til jer fans der valgte at bruge fredag aften sammen med os. I gør det hele meget sjovere! 

Arkivfoto: Matti Kronborg.