Søndag aften gæster vi Skjern Bank Arena, når vi møder Skjern Håndbold i et opgør, der med garanti byder på intensitet.
SAH vender tilbage til Bambuni Herreligaen efter en historisk europæisk aften i Rumænien, hvor holdet besejrede CS Minuar Baia Mare med hele 45-27 – den største sejr og flest scorede mål i klubbens historie.
Cheftræner Nick Rasmussen forventer en svær, men spændende opgave mod et Skjern-hold med masser af kvalitet:
“Jeg synes, de har et rigtig godt hold, præget af mange profiler. De har en bagkæde og nogle målmænd, som binder holdet godt sammen. Defensivt står de solidt, og samlet set er de et konkurrencedygtigt mandskab,” siger Nick Rasmussen.
Han fremhæver især Skjerns målmand:
“Og så er deres keeper, Christoffer Bonde, for alvor kommet i gang på kassen”.
For SAH handler det om at fastholde det tempo og den fleksibilitet, som holdet har vist de seneste kampe, hvis to nye point skal med hjem:
“Det bliver vigtigt, at vi kan løse deres meget kompromisløse forsvarsspil. Vi skal holde fast i vores kvalitet i offensiven, med det tempo og den variation, vi kan skabe i vores bagkæde,” siger han.
Efter en travl uge med europæisk kamp og rejseaktivitet vurderer cheftræneren, at spillerne er klar til udfordringen:
“Vi kom hjem onsdag aften og har haft fysisk træning her torsdag formiddag. Umiddelbart er folk friske og glæder sig til en spændende kamp ude i Skjern på søndag,” afslutter Nick Rasmussen.
Der er altså lagt op til en seværdig kamp mod et stærkt Skjern-mandskab søndag aften.
Kampen starter kl. 18.00




