Bjerringbro-Silkeborg gav ikke ved dørene, og SAH forlod derfor Jysk Arena uden point og med resultatet 23-27. Skæbnen kunne dog godt have udspillet sig anderledes, hvis blot SAH havde holdt momentum gennem kampen.
I 24. Minut bragte Kristian Bonefeld SAH foran med en solid femmålsføring og pauseresultatet lød på 9-12 til SAHs fordel.
I anden halvleg begyndte det at skride for SAH, og BSH kom tilbage i spillet. Herfra fulgtes de to hold resten af kampen – lige indtil de sidste minutter, hvor BSH satte fra. Og det var ellers til trods for, at Mikkel Lang bragte SAH foran i 54. Minut.
Èn ting begge hold havde tilfælles i dag var stærke målmandspræstationer. SAHs målmand, Salah Boutaf, stod for 16 redninger og endte derfor med en redningsprocent på 39. Bjerringbro-Silkeborgs målmand, Mikkel Løvkvist, tog dog prisen for flest redninger med 19 redninger og en redningsprocent på 47,5.
Cheftræner Nick Rasmussen påpegede efter kampen nogle af faktorer, der afgjorde kampen:
– Bjerringbro-Silkeborg begyndte at spille 7 mod 6, hvilket vi egentlig havde kontrol over i første halvleg, men så gik det galt i anden halvleg.
– Vi havde en god spilsikkerhed i første halvleg, men igen; i anden halvleg begynder vi at fejle og lave flere tekniske fejl.
– Vi skulle have været bedre til at eksekvere i dag og have været bedre i vores kontrafase i de situationer, hvor vi havde chancen grundet en stærk defensiv.
– Vi brænder også nogle chancer på afgørende tidspunkter. Løvkvist var meget dygtig på mål i dag, men Salah stod også en flot kamp for os i dag, så det var generelt to flotte målmandspræstationer i begge ender.
Foto: Matti Kronborg.




