Målshow og drama i Fælleden: SAH og Mors-Thy deler point

20. apr 2025

Søndag aften i Fælleden bød på en håndboldkamp med det hele – masser af mål, skiftende føringer og et slutdrama, der holdt publikum på kanten af sæderne. SAH og Mors-Thy Håndbold delte til sidst point i en hæsblæsende kamp, der endte 38-38, efter at hjemmeholdet havde kæmpet sig tilbage i de døende sekunder.

Allerede fra kampens indledning var der godt gang i både tribuner og tempo. Takket være Djurslands Bank var der gratis adgang, og det kunne mærkes – hallen var fyldt op, og stemningen gjorde sit til at løfte hjemmeholdet i en kamp, hvor marginalerne konstant svingede.

Mors-Thy kom bedst fra start med en stærk åbning, mens SAH skulle bruge lidt tid på at finde rytmen. Efter ti minutters spil var gæsterne foran 8-4, men hjemmeholdet arbejdede sig langsomt ind i kampen, og samtidig begyndte Donni for alvor at sætte sit præg med en målsikker indsats, der skulle blive et tema hele aftenen.

Hos gæsterne var det især Mads Svane, der satte dagsordenen med tre mål på de første ni minutter – og han var langt fra færdig.

Med en vigtig redning fra Brandbyge og mål fra Donni og Lærke fik SAH udlignet og kom for første gang foran ved 10-9. Kampen bølgede frem og tilbage, og første halvleg sluttede passende nok med en stærk scoring fra Donni – hans syvende – til pausestillingen 18-18.

Mors-Thy lagde endnu engang bedst fra land efter pausen og kom hurtigt foran 19-18. De næste ti minutter forløb med samme høje tempo som før pausen, og efter 39 minutter var holdene igen helt lige ved 23-23.

Anden halvleg blev præget af udvisninger til SAH, som i perioder måtte kæmpe hårdt i undertal. Mors-Thy udnyttede situationen og bragte sig foran 27-25, men SAH holdt sig inde i kampen. SAH svarede igen, og pludselig stod der 30-30 – kort efter endda 31-30 til hjemmeholdet.

Spændingen steg, og i en hektisk afslutning blev det klart, at kampen ville blive afgjort på de små marginaler. Svane fortsatte med at score for gæsterne og nåede op på imponerende 12 mål.

Med fem minutter tilbage var Mors-Thy igen foran, men SAH nægtede at give op. Donni lagde op til Lærke, der hamrede bolden i mål til 36-36, men endnu en gang kom Mors-Thy foran med to mål. Hjemmeholdet viste dog stor moral – først med en reducering fra Kaalund og derefter en udligning fra Cieslak med under et halvt minut tilbage.

Det sidste angreb gav ikke yderligere mål, og dermed sluttede en dramatisk og måltung kamp 38-38.

Efter kampen satte cheftræner, Nick Rasmussen, ord på en dramatisk aften i Fælleden:

– Første slutspilskamp, første hjemmekamp – man vil det rigtig meget, men så kommer man bagud 4-8. Der vil jeg give god cadeau til holdet for at komme igen. Generelt var det to meget jævnbyrdige hold.

Han var især tilfreds med holdets offensive niveau:

– Det er angrebsslutsspilsniveau, vi leverer. Kristoffer Laursen har nogle fine redninger til sidst, og vi lykkes med at få den i kassen.

Han havde også ros til flere af sine spillere:

– Jeg er glad for at se Donni og Lærke træde frem i dag, og så vil jeg også anerkende Aagreen for hans præstation. Han træder ind på Langs plads og laver 4 på 4, og det er dejligt at se. Det viser noget om, hvad han er lavet af.

– Morten Balling spiller også altid håndbold med stor fornuft og eftertænksomhed – det var godt sat sammen i dag.

Defensivt er der dog stadig noget at arbejde videre med:

– Vi må prøve at gå tilbage i laboratoriet og se, om vi kan finde nogle løsninger, der er lidt bedre end dem, vi brugte i dag. Men altså, vi må også kippe med flaget for Mads Svane i dag. Han var outstandig. 

Han afslutter: 

– Grundlæggende tager vi to ting med fra i dag: At vi fik point i en fed kulisse – og at vi skal prøve at blive lidt dygtigere defensivt.

Kampen i tal:

SAH: Donni Kristjánsson 9, Emil Lærke 8, Morten Balling 6, Morten Kaalund 5, Jeppe Cieslak 4, Andreas Aagreen 4, Morten Hempel Jensen 1, Jonatan Mollerup 1. 

Redninger: Kristoffer Laursen 22.2% (6/27), Magnus Brandbyge 15% (3/20)

MTH: Mads Svane 12, Lasse Pedersen 6, Marcus Midtgaard 5, Magnus Norlyk 4, Rasmus Madsen 3, Kasper Didriksen 3, Nichlas Hald 2, Henrik Toft Hansen 1, Kasper Lindgren 1, 

Redninger: Oliver Larsen 20.8% (5/24), Svend Rughave 17.4% (4/23)

 

Tak for en fantastisk opbakning til alle jer, der valgte af bruge jeres påskedag med os!

 

Arkivfoto: Matti Kronborg