Søndag tog SAH imod Skjern Håndbold på Fælleden, og havde man set frem til en afslappende aften, kunne man godt gå skuffet hjem. Med en næsten lige pointstatus i Herreligaen – Skjern med 3 point og SAH med 4 efter fem kampe – var der lagt op til en jævnbyrdig kamp, og det blev præcis, hvad tilskuerne på Fælleden fik.
Fra første fløjt fulgte holdene hinanden tæt, og spændingen holdt hele vejen til pausen, hvor stillingen var 15-15. Det var tydeligt at se, at ingen af mandskaberne havde i sinde at give ved dørene.
I anden halvleg tog SAH langsomt kontrollen, da truppen efter 40 minutter fik skabt en lille føring. Men Skjern Håndbold nægtede at give op og kæmpede sig tilbage i kampen, hvilket gjorde opgøret til en sand gyser i de afsluttende minutter. Med kun ét måls forspring og et brændt straffe 30 sekunder før tid, åbnede SAH døren på klem for en udligning fra Skjern. Men takket være en solid defensiv præstation holdt hjemmeholdet stand og lukkede døren for enhver mulighed for en sen Skjern-scoring.
Vi tog en snak med Nick Rasmussen, cheftræner for SAH, efter aftenens kamp:
“Det var en ualmindelig tæt kamp. Skjern havde teten i første halvleg, hvor vi hang lidt efter, men i anden halvleg var det os, der tog styringen. Jeg synes, vi spillede med stor spilsikkerhed og få tekniske fejl. Brandbyge kom ind igen og leverede en stærk indsats, men jeg må særligt fremhæve Olsson, som var absolut outstanding i dag. Det var hans absolut bedste kamp i SAH-trøjen, og hvis han kan holde fast bare lidt af det niveau, så ser det meget lovende ud både for ham og for os.”




