Nederlag i Bukarest

21. okt 2026

SAH får ikke point med hjem fra Bukarest efter et nederlag på 37-23 til Dinamo București i femte runde af EHF Champions League.

Det var en svær aften for SAH, som havde problemer med at finde rytmen i angrebet og lavede flere tekniske fejl. Dinamo București udnyttede fejlene effektivt og gik til pause foran 16-12.

Efter pausen forsøgte SAH at finde tilbage i kampen, men Dinamo București fortsatte med at øge afstanden. SAH havde samtidig svært ved at finde de gode afslutninger, og hjemmeholdet kunne til sidst trække fra til en sikker sejr.

“Der var ikke ret meget, vi lykkedes med i anden halvleg. Vi prøvede forskellige konstellationer og dispositioner, men ingen af vores initiativer lykkedes. Vi taber anden halvleg med ti mål, og det siger selvfølgelig en del.” siger cheftræner Nick Rasmussen.

Nick Rasmussen påpeger også, at niveauet i en kamp, som denne ikke afspejler det niveau, SAH ønsker at vise: “Vi skal selvfølgelig bruge lidt tid på at analysere kampen, men vi skal også passe på med at blive hængende for længe i nederlaget. Alle i gruppen er klar over, at det, vi leverede i dag, både individuelt og som hold, ikke er det udtryk, vi gerne vil komme med. Og det er heller ikke et udtryk for vores reelle niveau.”

Dermed ender det med et nederlag på 14 mål, og SAH står fortsat med fem point efter fem kampe i Champions League.

Målscorere:

Andreas Søgaard 4, Jeppe Cieslak 4, Alexander Jensen 3, Emil Lærke 3, Donni Kristjánsson 2, Johan Hansen 2, Fredrik Olsson 2, Gustav Bruun 1, Oscar Hansen 1, Morten Kaalund 1.