NICK RASMUSSEN: DER VAR BUND I VORES DEFENSIV

2. sep 2023

SAH triumferede med en overbevisende sejr på 37-24 mod Lemvig-Thyborøn. Cheftræner Nick Ramussen var mere end tilfreds med holdets præstation og lod sin begejstring skinne igennem i sine udtalelser:

“Jeg er rigtig glad for det afsæt, vi kom afsted med i denne sæson. Der er altid lidt kriller i maven til første turneringskamp, hvilket der selvfølgelig skal være, men det var en fuldført indsats med pil opad i begge ender over hele kampen. Vi fastholder et højt spillermæssigt niveau gennem hele kampen.”

Cheftræneren var særligt stolt af holdets defensive præstation: “Nogle af de takter, vi har vist defensivt, fastholdte vi i dag. Vi førte forholdsvis stort ved halvleg, og det skyldtes blandt andet, at der var bund i vores defensiv.”

Holdets spillere gav ikke kun en fremragende defensiv præstation, men de brillerede også på den offensive side af banen. Holdet fastholdt deres føring gennem hele kampen og satte tempoet tidligt i 2. halvleg for at sikre sejren. Ramussen bemærkede: “Vi får hurtigt afgjort kampen i 2. halvleg, men det, jeg hæfter mig ved, er, at vi fastholder et spillemæssigt højt niveau hele kampen igennem.”

Ud over holdpræstationen fremhævede cheftræneren også de individuelle præstationer og gav en særlig hyldest til to unge talenter fra akademiet: ”Det var dejligt at se de to akademispillere fra SHEA; Kaalund og Anders på banen. Anders laver sit første ligamål i dag, så det var rart at se nogle af de unge, der knokler i dagligdagen, eksekvere på de muligheder, de får.”

Selvom SAH starter sæsonen stærkt med en sejr, er der ikke tid til at hvile på laurbærrene, da næste udfordring allerede venter på onsdag, hvor holdet står overfor næste turneringskamp mod Skjern Håndbold på udebane.

Foto: Ole Nielsen.