Oven på en flot sejr over TMS Ringsted i lørdags og en aktuel 2. Plads i Bambuni Herreligaen, kan SAH med glæde offentliggøre, at klubben har forlænget aftalen med cheftræner Nick Rasmussen frem til sommeren 2028. Aftalen betyder derfor, at Nick Rasmussen fortsætter yderligere 2 sæsoner efter den nuværende!
Nick Rasmussen har stået i spidsen for SAH siden 2017, hvor han kom til klubben fra Fredericia Håndbold. Siden da har han været en central drivkraft i den markante udvikling, klubben har gennemgået, både sportsligt og organisatorisk.
I den indeværende sæson har han formået, at føre SAH direkte i slutspillet og har sørget for, at holdet har været solidt plantet i toppen af den danske liga i store dele af sæsonen.
På den internationale scene har han ligeledes sat sit aftryk. Hvor SAH i øjeblikket befinder sig i Main Round i EHF European League, og også spiller kamp i aften mod den norske storklub fra Elverum.
Samtidig blev han for nyligt ved Mesterskabsfejringen 2025 i Aarhus, kåret som Årets Træner! En stor anerkendelse for det hårde arbejde, han har lagt i klubben i det seneste år.
Direktør Mads Lind er glad for at kunne beholde Nick som leder af truppen endnu et år og udtaler:
“Nick er en helt central figur i den udvikling, vi har været igennem de seneste år. Han formår at kombinere høje sportslige ambitioner med stærke ledelsesmæssige kompetencer. Det er afgørende for os, at en cheftræner ikke kun leverer resultater, men også er i stand til at drive en kultur, hvor både mennesker og spillere udvikler sig. Nick har skabt en retning og en klar identitet omkring truppen, og derfor er vi meget tilfredse med at kunne fortsætte samarbejdet frem til 2028”.
Udover de sportslige resultater er Nick kendt for sin evne til, at udvikle spillere og skabe stærke relationer i og omkring truppen. Han arbejder målrettet med både ligaholdet og SHEA Akademiet, og i den indeværende sæson har hele 11 akademispillere fået ligadebut. Et tydeligt bevis på, at talentudviklingen er en integreret del af klubben.
Også Nick Rasmussen er glad for at kunne fortsætte i Skanderborg AGF Håndbold, og ser frem til at kunne drive holdet i endnu en sæson:
“Jeg er meget glad og tilfreds med at fortsætte i SAH. Jeg synes, at hele klubben er i en rigtig positiv udvikling, hvor vi både på og uden for banen, hele tiden lægger lag på. Der bliver arbejdet ambitiøst i alle led, og jeg er glad for samarbejdet med både ledelse, stab og de øvrige aktører omkring holdet.” fortæller han.
Derudover fastholder han det høje ambitionsniveau:
“Ligaen er tæt, og konkurrencen hård, men vores målsætning er klar: vi vil være et af de hold, der kan spille med i toppen af dansk håndbold med en klar ambition om at ende i top 4.
Samtidig understreger Nick Rasmussen, at udviklingen uden for kampene fylder mindst lige så meget i hverdagen. Samarbejdet med SHEA Akademiet og ungdomsmiljøerne er en integreret del af den sportslige strategi:
“Talentudviklingen er en afgørende del af klubben. Det tværfaglige samarbejde med ungdomsmiljøerne er en vigtig del af hele fundamentet. Talentudviklingen betyder enormt meget for mig i mit daglige arbejde, og det er stort når vi kan bringe unge spillere ind på ligaholdet. Det er det der gør det hele det værd” afslutter Nick Rasmussen
Med forlængelsen sikrer klubben kontinuitet på cheftrænerposten i en periode, hvor ambitionerne er høje, og fundamentet stærkere end nogensinde.




