NICK RASMUSSEN GØR STATUS PÅ 2023

27. dec 2023

Året går på hæld og derfor har vi taget en snak med cheftræner Nick Rasmussen, der sætter nogle ord på første del af sæsonen 2023/24 for SAH:


HERRELIGAEN
– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har haft en svingende første halvsæson. Vores defensiv har i den grad været en fornøjelse at være vidne til, hvorimod angrebsspillet har været af svingende karakter. Det leder mig frem til, at målet og nøgleordet for 2024 bliver at få stabilitet ind i spillet.

– Jeg synes egentlig, at december har vist, at der med sejre over Mors-Thy og Ribe-Esbjerg (og en nogenlunde lige kamp mod Fredericia) har været pil op i vores spil her i slutningen af året.

TALENTUDVIKLING
– For mig er det et højdepunkt, når vi er med til at indkøre akademispillere i ligatruppen. Den interaktion, der er mellem de erfarne ligaspillere og de unge akademispillere og udviklingen de unge gennemgår, gør mig altid varm om hjertet at se. De unge akademispillere er i den grad med til at bidrage til vores træninger, og det er så indgroet i vores kultur, at ligaspillerne tager mentorrollen til sig. Det er en stor fornøjelse for mig at være vidne til.


TRUPPEN
– På trods af svingende resultater i denne sæson, er jeg meget tilfreds med spillernes tilgang, indsats, passion og arbejde for projektet. Det er en berigelse at opleve dagligt. Selv når der er modgang, oplever jeg en kultur, hvor spillerne arbejder hårdt for at opnå fremgang både som hold og som individuelle spillere. Jeg vil gerne rose alle spillerne for deres gode moral og professionalisme.

– I forhold til tidligere så har vi denne sæson været ramt af uheld. Balling, en spiller, der har en stor rolle på vores hold, har været ude og vores uheld kulminerer vel nærmest i kvartfinalen mod Fredericia, da han blev skadet i forbindelse med det sidste skud i opvarmningen. Vi har også haft Mollerup og Torben ude på skift, og Goller har været helt ude, så på den måde har Olsson og Jensen virkelig skulle slide for føden i bagkæden.


TAK FOR OPBAKNINGEN
– Jeg synes alle omkring klubben – samarbejdspartnere, sponsorer, kontoret, frivillige og fans – fortjener et stort tak for opbakningen. Man bliver altid mødt med god energi, uanset hvor man støder ind i hinanden. Uagtet resultaterne. Den kultur og den adfærd er en fornøjelse at opleve. Det vidner også om, at vi som organisation og klub er landet et godt sted og er klar til at bygge på.

– Jeg vil gerne fremhæve den stormblæsende aften til pokalkampen d. 21. december, hvor over hundrede tilhængere tog turen til Fredericia for at bakke op omkring os. Det er et godt eksempel på, hvordan vi bliver mødt af en stærk, dejlig og positiv opbakning. 

– Til sidst vil jeg gerne ønske alle et godt nytår. Vi glæder os til at dele flere oplevelser med jer i 2024.



Foto: Matti Kronborg.