Vi er stolte og begejstrede for at byde velkommen til Mads Lind, som bliver direktør for Skanderborg Aarhus Håndbold fra 1. september.
Mads Lind kommer fra et job som salgsdirektør i Expromo Europe, og hans kommercielle og ledelsesmæssige erfaring skal bringes i spil i Skanderborg Aarhus Håndbold, hvor også den håndboldfaglige ballast danner grundlag for en komplet profil, der om nogen kan lede spillere og samle fans, sponsorer og netværk omkring holdet. Mads er en erfaren herre på håndboldbanen, hvor det blev til 321 kampe og 850 mål for Århus Håndbold.
Som spiller gik Mads forrest som en passioneret og hårdtarbejdende profil, og bestyrelsen for Skanderborg Aarhus Håndbold håber, at dette engagement og drive vil smitte af på alle i og omkring klubben.
Om valget af Mads Lind siger bestyrelsesformand i Skanderborg Aarhus Håndbold, Jørgen Noes:
”Med ansættelsen af Mads Lind har vi fundet en person, som kender håndboldmiljøet indefra og samtidig har en yderst relevant kommerciel erfaring. Mads har en baggrund og indsigt som kombineret med hans personlighed og elitære tilgang til såvel mennesket som sport gjorde det enkelt for bestyrelsen at indgå aftalen med ham.”
Mads Lind glæder sig til udfordringerne i den nye østjyske håndboldsammenslutning, hvor sportslige ambitioner, talentmasse, forening og forretning skal gå op i en højere enhed:
”Jeg tror på potentialet i den her talentfabrik, hvor udgangspunktet og ståstedet er unge mennesker og udvikling. Vi skal udvikle talenter til at blive den bedste version, på håndboldbanen og som mennesker. Samtidig skal erfarne kræfter have mulighed for at videreudvikle sig og bidrage til at løfte de unge talenter. Storhed kommer, når hele teamet flytter sig sammen.
Sportsligt og forretningsmæssigt har vi et kæmpe opland i hele det østjyske område, hvilket giver muligheder for at skabe en bæredygtig økonomi og forretning samtidig med, at vi opfylder de sportslige ambitioner. Projektet har en rød tråd, som går gennem det sportslige og det kommercielle – talent, udvikling og forretning.”