Onsdag aften måtte Skanderborg AGF Håndbold se pokaleventyret slutte i kvartfinalen, efter en stærk, men utilstrækkelig præstation med GOG i Arena Svendborg der endte 28-31.
Det blev en intens og spændende kamp, hvor de mindste marginaler endte med at blive afgørende for kampens udfald, og det var i løbet af hele kampen meget tydeligt, hvorfor de to hold er blandt de stærkeste i turneringen.
Tempoet var højt, duellerne hårde, og stemningen i Arena Svendborg vidnede om, at der var meget på spil, og selvom SAH flere gange fik en føring, så måtte de rejse tilbage til Østjylland uden en sejr og uden en plads i Final4.
SAH stod, som så mange gange før, stærkt i defensiven, hvor især Simon Sejr havde en fantastisk kamp i målet, mens angrebsspillet bød på både tålmodighed og kvalitet i kampens afgørende faser. Efter pausen fortsatte opgøret i samme intense spor, hvor ingen af holdene for alvor formåede at ryste modstanderen af sig og spændingen levede helt frem til slutminutterne.
Her lykkedes det desværre ikke for SAH at sikre sig de afgørende mål i kampen, og det blev derfor GOG der sikrede sig billetten til Final4, i et opgør der kunne være gået begge veje!
Med dette nederlag slutter SAH’s deltagelse i dette års pokalturnering, men præstationen i kvartfinalen har endnu engang understreget holdets niveau og evne til at kunne konkurrere med de bedste hold.
Erfaringen tages med videre i det fortsatte arbejde i herreligaen, som fortsætter allerede på lørdag når vi møder Ribe-Esbjerg i årets sidste kamp.
Tak til alle der tog turen til Svendborg for at bakke op!
Målscorere: Johan Hansen 10, Christoffer Dreyer 5, Donni 4, Fredrik Olsson 3, Morten Balling 3, Morten Kaalund 2, Kristian Bonefeld 1




