Sæsonstart i Herreligaen: “Vi har været grundige og gjort os umage”

4. sep 2024

Endelig er ventetiden forbi, og Herreligaen står for døren med sæsonstart på hjemmebane i Djurslands Bank Arena. Efter en lang og intens pre-season, hvor holdet har været igennem både træningslejre og testkampe, er det nu tid til at spille om point. Første udfordring på vejen er Mors-Thy, der kommer på besøg til sæsonens første kamp.

Cheftræner Nick Rasmussen glæder sig til at komme i gang igen: 

“Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang med sæsonen og møde en masse mennesker på vores to hjemmebaner. Vi har været grundige og gjort os umage i hele opstarten. Vores resultater har været varierende. Der har været højdepunkter som fx vores sejr over Magdeburg, og så har der også været det modsatte. Med afsæt i vores træningskampe synes jeg, at vi i perioder spiller virkelig godt i begge ender. Kan vi henover sæsonen rette det lidt til, så tror jeg, det kan blive meget spændende. Der er ingen tvivl om, at vi i løbet af vores pre-season har været nødt til at dosere spillerne, så vi kan stå med et toptunet hold her til sæsonstart”, siger Nick Rasmussen.

Cheftræneren er også fuldt ud klar over dagens modstanders styrker: 

“Mors-Thy spiller virkelig godt håndbold, anført af Marcus Midtgaard og Mads Svane. Generelt er det et bredt hold, der har mange dygtige spillere. De høster virkelig frugterne af et målrettet stykke arbejde i mange år i klubben. De er specielt dygtige med bolden. Det er deres force, synes jeg. Det betyder også, der er en høj frekvens i kampene, så man skal være klar til at have løbeskoene på.”

Med disse ord er scenen sat til en spændende sæsonpremiere, hvor SAH er klar til at vise, hvad de har arbejdet hen imod gennem hele opstarten.

Dørene i Djurslands Bank Arena åbner 17.30 og kampen spilles 19.00. Køb din billet her

Arkivfoto: Matti Kronborg