SAH ER I GRUPPESPILLET I EUROPA LEAGUE!

8. sep 2025

SAH sikrede sig søndag aften en billet til det fornemme europæiske selskab, da de på udebane i Madeira besejrede Marítimo de Madeira Andebol med 36-31 foran 600 entusiastiske portugisiske, og en stor håndfuld danske fans, der sørgede for opbakning på lægterne.  

 

Marítimo leverede en bedre præsentation end i den første kvalifikationskamp og udfordrede SAH med hurtigt angrebsspil og masser af syv-mod-seks. Især Marítimos Delcio Pina var i topform med 13 mål, hvilket til tider skabte defensive udfordringer for SAH. Alligevel formåede holdet hele vejen igennem at bevare kontrollen og straffe portugiserne, når chancen bød sig.

 

SAH leverede en stærk holdpræsentation, hvor især fløjene viste stor effektivitet. Johan Hansen scorede 8 mål fra højrefløjen, mens Jeppe Cieslak på venstrefløjen fulgte trop med 6 mål. Samtidig lykkedes det holdet flere gange at sætte kontraspillet i gang, hvilket gav hurtige og vigtige scoringer samt momentum i kampen. 

Dermed gjorde SAH arbejdet færdigt og kvalificerede sig til gruppespillet i Europa League for anden gang på blot fire år. For en dansk klub er det en stor bedrift at gentage sådan en præstation på den europæiske scene, og det understreger både holdets udvikling og klubbens ambitiøse målsætninger. SAH har igen vist, at de kan måle sig med de europæiske hold, og kvalifikationen markerer endnu en milepæl i klubbens historie. 

 

Målscorer: Johan Hansen 8, Emil Lærke 7, Jeppe Cieslak 6, Donni 3, Christoffer Dreyer 3, Sebastian Henneberg 3, Andreas Søgaard 2, Morten Kaalund 2, Silas Frank 1, Oscar Hansen 1

 

SAHs modstander i gruppespillet bliver de spanske Granollers, rumænske CS Minaur Baia Mare og slovenske Slovan Ljubljana. 

SAH åbner gruppespillet den 14. oktober i Spanien. 

Gruppespillet ser således ud: 

14 oktober: Granollers vs SAH 

21 oktober: SAH vs Slovan Ljubljana

11 november: CS Minaur Baia Mare vs SAH

18 november: SAH vs CS Minaur Baia Mare

25 november: SAH vs Granollers

2. december: Slovan Ljubljana vs SAH