SAH har indgået en aftale om en 2-årig forlængelse med den erfarne højre back Jonatan Mollerup.
Mollerup kom til klubben sidste år og har efterhånden etableret sig som en solid ligaprofil med en imponerende alsidighed på banen. Hans evner, både defensivt og offensivt, har været en utrolig værdifuld tilføjelse til holdets præstationer. Som en stærk toer i forsvaret bidrager han med sin pålidelighed defensivt, mens hans gode assists- og duelspil gør ham vigtig i angrebet.
Og det er lige netop hans evner som tovejsspiller, som gør Mollerup så vigtig for vores østjyske trup, siger SAHs sportschef Peter Bredal:
Der er ingen tvivl om, at vi er meget begejstrede for at have forlænget med Mollerup. Han har været hos os i lidt over en sæson, og har i den grad levet op til de forventninger, vi har haft til ham. Han leverer altid en solid defensiv indsats, hvor særligt én kamp i slutspillet mod GOG står klar for mig. Her dækkede han Simon Pytlick og løftede opgaven til fulde. Desuden passer han godt ind i vores angrebsspil og leverer også altid et højt niveau i den ende. Det er rigtig godt for kontinuiteten i truppen, at vi fortsat kommer til at have Mollerup i truppen.
Jonatan Mollerup udtaler om forlængelsen:
Jeg er meget glad for at have forlænget med klubben, for det giver rigtig god mening i mit liv lige nu – både privat og sportsligt. Jeg har en stor rolle på holdet og kan godt lide at have det ansvar, der følger med. Det bliver også spændende at se, hvordan vi får bygget på de kommende år. Forhåbentlig kan vi etablere os i toppen af den danske liga, for det synes jeg, at vi har potentialet til. Lige nu er vi placeret i den forkerte ende af ligaen, men det vil jeg gerne være med til at rette op på.




