SAH forlænger med Kristian Bonefeld

29. apr 2024

SAH har indgået en aftale om en etårig forlængelse med den erfarne playmaker Kristian Bonefeld. Med sit kølige overblik og store erfaring udgør han en vigtig del af SAHs forsvarskæde, som har været en stabil og meget afgørende faktor igennem flere sæsoner.

Han bidrager ikke kun defensivt, men besidder også gode tekniske kvaliteter og en fantastisk evne til at læse spillet, som har gjort ham til en vigtig spiller for holdet. 

 

Cheftræner Nick Rasmussen glæder sig over forlængelsen med Bonefeld: 

Hans vidensbank i forhold til det defensive har stor betydning for klubben og på detailniveau ved han meget om vores modstandere. I tilspidsede kampsituationer er han rigtig dygtig til at kommunikere sin viden videre til resten af holdet og hans samarbejde med vores stregspillere er meget værdifuldt for os. Han er kommet godt i gang efter jul og har bevist, at der brænder en ild hos ham. Han er ambitiøs og har løftet sit niveau gennem denne sæson. Desuden er jeg glad for, at vi kan bevare lidt kontinuitet i truppen, hvor han bliver en del af kulturbærerne i forhold til dagligdagen.  

 

Bonefeld siger selv: 

Det giver rigtig god mening for mig at forlænge med SAH. Jeg er glad for min rolle på holdet, hvor jeg har fået tildelt et stort ansvar for vores defensiv. Vi har også et godt fællesskab på holdet, som jeg sætter pris på fortsat at skulle være en del af, og så bliver det selvfølgelig spændende at se, hvad vi kan drive det til i næste sæson. Jeg har det generelt sådan, at når man har gang i noget godt, som harmonerer med dine værdier, mål og dét, der virkelig betyder noget for dig, så skal man holde godt fast i det.

 

Med Kristian Bonefeldts forlængelse kan SAH fortsat se frem til at få stor glæde af hans kvaliteter både offensivt og defensivt. Derudover beholder klubben en kulturbærer, som kan få stor betydning i en sæson, hvor mange nye spillere kommer til. 

 

Foto: Matti Kronborg.