To vigtige point blev hentet i går, da SAH tog sejren over KIF Kolding med resultatet 32-26.
Tæt første halvleg
Første halvleg blev en meget jævnbyrdig affære, hvor de to mandskaber fulgtes ad gennem størstedelen af de første 30 minutter.
SAH fik allerede inden for kampens første 11 minutter tilkendt tre straffekast. Jeppe Cieslak stod for udførelsen og sendte bolden i nettet på to af de tre forsøg. Efter et kvarters spil var SAH bagud med 8-9, men blot to minutter senere var kampen igen helt lige. Jeppe Cieslak udlignede til 10-10 med mål på straffekast.
Magnus Brandbyge var kommet på mål og blev stående resten af kampen. Med Magnus Brandbyge i målet fortsatte den tætte kamp, og efter 23 minutter var stillingen fortsat helt lige ved 12-12. Kort efter tog cheftræner Nick Rasmussen sin første timeout i kampen i et forsøg på at justere på tingene.
Holdene gik til pause med stillingen 13-14.
SAH får overtaget
Efter pausen fortsatte det tætte opgør, hvor holdene skiftevis fandt vej til nettet, og ingen af mandskaberne formåede for alvor at trække fra.
Efter 40 minutter havde SAH dog fået etableret en føring på 19-17, og herfra opstod muligheden for at udbygge forspringet. Magnus Brandbyge leverede samtidig flere store redninger i SAH-målet, men efter en periode med brændte afslutninger lykkedes det KIF Kolding at komme tilbage. Stillingen var igen helt lige ved 19-19.
Kort efter sørgede Emil Lærke for en ny SAH-føring, og herefter holdt hjemmeholdet fast i føringen.
Brandbyge lukkede ned
En stor del af forklaringen på SAH’s stærke anden halvleg skal findes i målet, hvor Magnus Brandbyge leverede en stærk præstation. Brandbyge sluttede kampen med hele 15 redninger og en redningsprocent på 45,5. Hele 10 af redningerne kom efter pausen, hvor SAH for alvor fik skabt afstand til KIF Kolding.
Et stærkt SAH-forsvar gjorde det svært for KIF Kolding at finde de gode chancer, og i en længere periode lykkedes det gæsterne ikke at få bolden i nettet. Det gav SAH muligheden for at trække fra, og føringen voksede til 25-21. SAH fortsatte med at udbygge føringen og var kort efter foran 29-23. Jeppe Cieslak stjal herefter bolden i KIF Koldings angreb og kunne sende den i det tomme mål til 30-23.
Med blot ét minut tilbage af kampen var SAH foran 31-25. Begge hold nåede at komme på tavlen én gang mere, inden slutfløjtet lød. Dermed kunne SAH fejre en sejr på 32-26 og hente to vigtige point i Bambuni Herreligaen.
Målscorere:
Jeppe Cieslak 8, Emil Lærke 8, Fredrik Olsson 6, Donni Kristjánsson 4, Johan Hansen 3, Oscar Hansen 1, Andreas Søgaard 1, Morten Kaalund 1




