SAH HENTER FLØJSPILLER FRA GRINDSTED

5. mar 2026

Skanderborg AGF Håndbold forstærker truppen til den kommende sæson med tilgangen af den 23-årige fløjspiller Jakob Villemoes. Han skifter fra Grindsted, hvor han har spillet de seneste fem sæsoner og har nu skrevet en 1 årig kontrakt med SAH.

 

For Jakob Villemoes er skiftet også et gensyn med velkendte omgivelser. Inden opholdet i Grindsted var han en del af SHEA Akademiet og har dermed allerede kendskab til både klubben og miljøet i Skanderborg og Aarhus.

“Jeg er meget spændt på at vende tilbage til Skanderborg AGF, som jeg kender godt fra mine år på SHEA Akademiet. Det er et miljø med høj intensitet hver dag og en konstant stræben efter at blive bedre. Jeg fandt mig altid godt tilpas i det miljø, og jeg har mange gode minder fra min tid her,” siger Jakob Villemoes.

 

Cheftræner Nick Rasmussen ser frem til at få en spiller i truppen, der har taget markante skridt i sin udvikling siden hans tid på SHEA.

“Jakob var en del af SHEA Akademiet og Skanderborg Håndbold, inden han kom til Grindsted. Han har haft en flot sportslig udvikling i sin tid dernede. Han er en dygtig fløj med gode afslutningskompetencer og bidrager samtidig med stærke defensive kvaliteter,” siger Nick Rasmussen.

 

Med skiftet til Skanderborg AGF tager Villemoes hul på et nyt kapitel i en klub med ambitioner i toppen af dansk håndbold. Ambitioner han også deler.

“SAH er en klub i toppen af dansk håndbold. Jeg er virkelig stolt af at blive en del af en trup med så stor kvalitet. Det bliver fedt at blive udfordret i et miljø, hvor man virkelig kan rykke sig. Jeg tror på, at jeg med mine erfaringer og kompetencer kan bidrage positivt til holdet og være med til at skabe succes for klubben,” siger han.

Også uden for banen forventer cheftræneren at få glæde af den nye tilføjelse.

“Jeg kender Jakob som en seriøs, reflekterende og sympatisk person. Han har en stor dedikation til sin sport, og det er en væsentlig årsag til, at han har nået det niveau, han er på i dag,” siger Nick Rasmussen.

 

Direktør Mads Lind er glad for at kunne byde Jakob Villemoes velkommen i klubben fra næste sæson: 

“Jakob besidder mange gode kompetencer, som også tidligere har udfordret SAH i vores interne møder. Han giver holdet flere tangenter at spille på, da han også har defensive kompetencer på back positionerne,” fortæller han. 

Jakob Villemoes indgår i truppen fra den kommende sæson og bliver en del af Skanderborg AGF’s arbejde med at etablere sig solidt blandt de førende hold i dansk håndbold.

Vi ser frem til at se Jakob Villemoes i aktion for Skanderborg AGF Håndbold i den kommende sæson.