Skanderborg AGF Håndbold har sikret sig en markant forstærkning til målmandsposten fra sommeren 2027. Den 29-årige danske målmand Simon Gade skifter til SAH fra den tyske Bundesliga-klub TSV Hannover-Burgdorf på en treårig kontrakt frem til sommeren 2030.
Klubben kan fra sommeren 2027 se frem til at få en erfaren dansk målmand i målet. Simon Gade vender hjem til dansk håndbold efter fire sæsoner i den tyske Bundesliga, hvor han siden 2023 har stået i målet for TSV Hannover-Burgdorf.
Den 194 cm høje målmand er oprindeligt fra Holstebro, hvor han også tog sine første store skridt i håndboldkarrieren hos TTH Holstebro. I 2020 skiftede han til Aalborg Håndbold, hvor han tilbragte tre sæsoner og fik værdifuld erfaring fra både den danske top og Champions League, inden turen gik til videre til Tyskland.
Nu venter et nyt kapitel i SAH, hvor klubbens ambitioner og udvikling har været afgørende for hans beslutning om at vende hjem til Danmark.
“Jeg synes, SAH er et rigtig spændende projekt. Man har især det seneste års tid kunnet se den udvikling, klubben er inde i, og jeg tror på, at det kan blive endnu større i de kommende år. Samtidig er de nye faciliteter med Sportens Hus med til at gøre det til et attraktivt sted at være. Og så har jeg også haft en længsel efter at komme hjem til Danmark, så det hele passer rigtig godt sammen”, fortæller Simon Gade.
Erfaring og ro i målet
Med skiftet til SAH kommer Simon Gade med en solid portion erfaring fra nogle af de stærkeste håndboldmiljøer i både Danmark og Tyskland. Erfaringer, som han håber at kunne bringe i spil på et SAH-mandskab med store ambitioner.
“Jeg håber, at jeg kan bidrage med en masse af den erfaring, jeg har samlet gennem min karriere. Jeg vil gerne være med til at skabe noget ro og tryghed inde på målet, og så håber jeg selvfølgelig, at jeg kan bidrage med en masse redninger, der kan hjælpe holdet til at vinde kampe”, siger han.
Ambitionerne er klare
Simon Gade lægger ikke skjul på, at han ser frem til at blive en del af et SAH-hold, der vil blande sig i toppen af dansk håndbold. For den kommende SAH-målmand handler skiftet ikke kun om at vende hjem, men også om at være med til at kæmpe om de helt store resultater.
“Jeg har helt klart ambitioner om, at vi skal være med til at spille om medaljer og titler i den danske liga. Og så håber jeg selvfølgelig også, at vi kan komme ud og spille europæisk håndbold. Det er nogle af de ting, jeg rigtig gerne vil være med til at opnå i mine år i SAH”, fortæller Simon Gade.
Glæder sig til Aarhus og stemningen i Djurslands Bank Arena
Selvom der fortsat er lidt tid til, at Simon Gade trækker SAH-trøjen over hovedet, er der allerede flere ting, han ser frem til ved sit kommende skifte.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve Aarhus som by og blive en del af hverdagen der. Og så ser jeg selvfølgelig frem til at spille i Djurslands Bank Arena. Jeg ved, at der kan være en helt særlig stemning, og forhåbentlig får vi lov til at spille foran en fyldt arena med masser af opbakning”, siger han.
Og SAH-fansene kan samtidig se frem til en målmand, der ikke kun vil bidrage med redninger, men også med masser af energi og engagement.
“Fansene kan forvente en masse glæde og gejst fra min side. Jeg vil gerne være med til at skabe energi på banen og opildne både holdkammeraterne og publikum til at give den gas. Og så kan de være sikre på, at jeg kommer med 100 procent indsats, hver eneste gang jeg går på banen”, afslutter Simon Gade.
Simon Gade tiltræder i SAH fra sommeren 2027 på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2030.




