SAH jagter endnu to point

11. sep 2026

Efter en historisk Champions League-debut er det igen tid til Bambuni Herreligaen, når SAH søndag eftermiddag tager imod oprykkerne fra KIF Kolding i Djurslands Bank Arena.

Når KIF Koldings mandskab gæster Aarhus, er det med to velkendte ansigter. De to fløjspillere Lars Skaarup og Andreas Aagreen har nemlig begge en fortid i SAH og vender derfor tilbage til Djurslands Bank Arena – denne gang på den anden side af banen.

KIF kommer med stærk offensiv

KIF Kolding har allerede markeret sig offensivt i sæsonens første fire kampe. En af de spillere, der især har gjort sig bemærket, er Cornelius Kragh, som Kolding hentede sidste sommer.

Den rutinerede bagspiller har fået en stærk start på sæsonen og står efter fire kampe noteret for 27 mål. Hele 13 af dem blev sat ind i KIF Koldings seneste kamp, hvilket aktuelt placerer ham som nummer seks på Bambuni Herreligaens topscorerliste.

Assistenttræner, Søren Fisker, udtaler inden opgøret: “Cornelius Kragh har et skud fra distancen med høj kvalitet, men han formår også at indgå i spillet med de andre i bagkæden. Derfor er det en af nøglerne til at slå KIF Kolding, at vi kan give ham svære betingelser.” 

Fokus på omstillingerne

Oprykkerne har samtidig vist sig som et hold, der gerne vil sætte fart på spillet, og netop omstillingerne bliver derfor et vigtigt fokuspunkt for SAH.

“Mod KIF Kolding skal vi endnu en gang have styr på omstillingerne. De har åbnet ligaen med at være ret løbevillige, og derfor skal vi være grundige i vores returløb,” siger Søren Fisker.

SAH kommer direkte fra Champions League-opgøret mod Barça, hvor holdet blev testet på netop returløbet. Den erfaring skal nu tages med ind i søndagens kamp, hvor SAH både skal være opmærksomme på KIF Koldings kontraspil og samtidig fastholde kvaliteten i egne omstillinger: “Der er ingen tvivl om, at vi blev testet maksimalt mod Barça i netop den disciplin, så vi skal give denne fase af spillet den samme opmærksomhed. Samtidig skal vi fastholde den kvalitet, som vi har haft i vores egen kontrafase,” fortæller Søren Fisker.

Søren Fisker peger også på, at SAH skal bygge videre på de defensive elementer, holdet har arbejdet med i de seneste kampe: “I det stationære forsvarsspil skal vi se, om vi kan få nogle af de gode elementer, der har været på det seneste, til at fylde endnu mere over en hel kamp.”

Kampen spilles søndag 13. september kl. 16.00 i Djurslands Bank Arena.

Billetter til kampen kan købes her.