Blot en uge efter det seneste møde med Montpellier mødes de to mandskaber igen – denne gang på fransk grund.
I sidste uges opgør i Aarhus tog SAH sejren med 36-32 efter en tæt kamp, hvor holdene skiftevis havde momentum undervejs. Det blev en tempofyldt affære, og der er lagt op til endnu et intenst opgør torsdag aften, hvor Montpellier får mulighed for at tage revanche efter nederlaget.
I torsdagens kamp blev Johan Hansen topscorer med syv mål for SAH, mens Montpelliers Drévy Paschal nettede bolden i målet seks gange i løbet af de 60 minutter.
Et godt udgangspunkt
SAHs venstre fløj, Alexander Jensen, ser tilbage på en kamp, hvor SAH især lykkedes med at få styr på Montpelliers offensive kvaliteter: “Jeg synes, vi havde rigtig godt fat i Montpellier forsvarsmæssigt. Vores defensiv passer godt til deres offensiv, og vi formåede at spille på vores egne styrker. Det var en stærk holdindsats, og hvis vi kan tage den samme fysik og mentalitet med ind i returkampen, har vi et godt udgangspunkt for at drille dem igen og måske snuppe yderligere to point.”
Sejren har samtidig givet SAH et godt udgangspunkt i kampen om at spille sig videre i Champions League. Efter de første tre runder ligger SAH på andenpladsen i gruppen, og med tre kampe tilbage er der fortsat meget på spil.
Cheftræner Nick Rasmussen er samtidig bevidst om, at SAH skal bygge videre på det, holdet allerede har vist i turneringen: “Vi har efterhånden flere gange bevist over for os selv, at vi har et topniveau, der kan matche rigtig dygtige europæiske hold. Sejren over Montpellier er endnu en bekræftelse på det. Men det handler ikke om, hvad vi allerede har præsteret. Det handler om, hvad vi skal gøre fremadrettet for fortsat at kunne byde de stærkeste modstandere op til dans.”
Selvom SAH vandt det første opgør, er der også ting, der skal forbedres, hvis det skal lykkes at tage endnu en sejr mod Montpellier: “Selvom vi vandt, er vi nødt til at være dygtigere med bolden i Montpellier. Vi gik lidt for ofte i de fælder, som deres europæiske forsvarsstil skaber, hvor de er rigtig dygtige til at fremprovokere tekniske fejl. Det skal vi løse bedre denne gang, samtidig med at vi fastholder vores defensive niveau.” siger Nick Rasmussen.
En stor europæisk kulisse
SAH kan forvente et voldsomt tryk fra tribunerne i FDI Stadium, hvor Montpellier får hjemmebanefordelen. Det er dog ikke noget, Nick Rasmussen mener, spillerne skal lade sig påvirke af: “Der venter os et voldsomt tryk fra tribunerne, men spillerne er så erfarne, at de har prøvet den slags mange gange før. Når kampen først er i gang, lukker man sig inde i sin egen boble. Vi skal være tæt på hinanden, både fysisk og kommunikativt, og bruge den store kulisse som motivation til at levere en toppræstation.”
Kampen spilles i FDI Stadium torsdag kl. 20.45 og vises på TV3 og Viaplay.




