I aften er der, efter en uges landsholdspause, igen kamp i Bambuni Herreligaen, når SAH drager mod Nordsjælland for at møde Nordsjælland Håndbold i Royal Stage Arena. Det bliver endnu et spændende opgør mellem to hold, der kender hinanden godt.
Ser man tilbage på de seneste fem møder mellem klubberne, har SAH hevet en sejr hjem i fire af dem, senest med en overbevisende præstation i Royal Stage Arena, hvor det endte 29-37 til SAH. Men i en liga, hvor tempoet er højt, og marginalerne små, er der aldrig nogen garantier. Nordsjælland har flere profiler, der kan skabe problemer, og hjemmebanen i Hillerød er altid et svært sted at spille.
Kampen byder samtidig på flere interessante gensyn. Både Jeppe Cieslak og Magnus Petersen vender tilbage til deres tidligere hjemmebane, denne gang i SAH-trøjen, mens Gustav Bruun, som fra næste sæson bliver en del af SAH-truppen, for nu skal forsøge at bremse sine kommende holdkammerater.
Der er dermed lagt op til et intenst opgør, hvor begge mandskaber vil kæmpe for vigtige point i ligaen.




