SAH LAVER AFTALE MED STORTALENT: ALEXANDER JENSEN UNDERSKRIVER AFTALE TIL 2029

12. dec 2025

Hos SAH fortsætter vi med at satse på unge profiler fra SHEA akademi, og vi er glade for at kunne offentliggøre at Alexander Jensen har underskrevet en aftale, der betyder at han forbliver en del af SAH truppen frem til 2029.

 

Alexander Jensen er endnu et stærkt navn fra SHEA akademiet, hvor han gennem de seneste år har udviklet sig og etableret sig som et af akademiets lovende talenter. 

 

Direktør Mads Lind glæder sig over, at aftalen nu er på plads, og peger på, at den passer perfekt ind i klubbens strategi for talentudvikling:

Alexander er for os at se fremtidens spiller i SAH på venstre fløj! Han har det helt rigtige mindset til at blive elitehåndbolspiller. Han er ivrig for at træne og har altid lyst til at spille, uanset om det er træning eller kamp. Vi er glade for at vi har kunne lave en aftale frem til 2029. Det viser både at Alexander tror på SAH, og at vi i den grad også tror på, at han kan udfolde sit store potentiale over de næste år. Sammen med Jeppe Cieslak, står vi virkelig stærkt på venstre fløj de næste mange år. 

Han understreger også at det går godt på SHEA akademiet og fortsætter:

“Helt grundlæggende er vi ekstra glade når en af vores lokale spillere får kontrakt på ligaholdet. Det har været tydeligt i denne sæson at der er godt gang i mange gode ting på akademiet, hvor vi i denne sæson har kunne give debut til hele 5 akademispillere, som har fået spilletid både i ligaen og i European League.

 

Også cheftræner Nick Rasmussen ser et stort potentiale i den unge spiller, både på banen og i truppen som helhed:

“Alexander har i det seneste halvandet år haft en imponerende udvikling. Han har taget store skridt, især i afslutningerne, hvor hans kvalitet er vokset markant. Han er en dygtig håndboldspiller, som formår at bevare roen i pressede situationer. Han har været rigtig god til at indgå i dette nye miljø fyldt med seniorspillere, hvor det er tydeligt at han suger til sig af viden fra holdets erfarne spillere. Han evner at kunne omsætte instruktioner til konkrete handlinger på banen, han er lærenem, teknisk dygtig og har et stort potentiale”

 

For Alexander betyder aftalen både tryghed, motivation og en klar retning for de kommende år. Han beskriver Skanderborg AGF Håndbold som det perfekte sted at fortsætte sin udvikling:

“Det betyder rigtig meget for mig at kunne underskrive en aftale med SAH. Jeg har spillet i Skanderborg hele mit liv, så det føles både naturligt og som en stor ære at fortsætte. For min karriere er det et vigtigt skridt, fordi det giver mig mulighed for at udvikle mig endnu mere og tage de næste skridt i et miljø, jeg stoler på og trives i. 

 

Med denne aftale sætter vi endnu engang en streg under vores vision om at udvikle vores egne spillere og give unge talenter chancen for at udvikle sig på højeste niveau.